Sai Baba of India-mirakler-Sathya Sai Baba Danmark
Kilde: http://www.stud.hum.ku.dk/tabu/aarg15/2003marts/mirakler_paa_tv.htm

15. årgang nr. 3 marts 2003
  3 marts 2003


Mirakler på tv
Af Brian Jacobsen

Den 24. november 2002 solgte Frederiksværk kommune slottet Arresødal med et nettotab på ca. en million kr. Bag den i udpræget grad profane hverdagslige kommunale handling, gemmer sig en historie om religiøse minoriteter i Danmark, om mirakler og ikke-mirakler og om Danmarks Radios veltilrettelagte nyhedsskabende tv.

Historien om salget af Arresødal starter for lidt over et år siden på Danmarks Radios tv (DR), onsdag den 30. januar. Her viser DR dokumentarudsendelsen "Forført" tilrettelagt af journalist Øjvind Kyrø. Den handler om den indiske guru Sai Baba - om sex, religion, bagvaskelse, "falske mirakler", magt og penge.

Ugen før, den 23. januar, bragte DR dokumentarudsendelsen "Miraklernes Tid", tilrettelagt af Mette Fugl. I denne udsendelse interviewer og følger Mette Fugl den katolske teolog Niels Christian Hvidt rundt til forskellige steder i Italien og Grækenland. Hvidt har udvalgt lokaliteter, hvor der angiveligt foregår eller skulle være foregået "mirakler". Selvsamme fænomener skriver teologen om i bogen "Mirakler – møder mellem himmel og jord" (Gyldendal 2002). En bog der udkom ugen efter udsendelsen.

Denne artikel sætter fokus på de to dokumentarudsendelser på DR, som blev sendt med en uges mellemrum. Begge udsendelser beskæftigede sig med fænomenet mirakler, men hvor den ene udsendelse søgte at "afsløre" mirakler som bedrag, stillede den anden udsendelse ikke spørgsmålstegn ved miraklets sandhedsprætention. Den første udsendelse handlede om en dansk katolsk teologs undersøgelse af og forhold til mirakler i den katolske og ortodokse kirke, den anden udsendelse handlede om den indiske guru Sai Baba.

Analysen viser, at Danmarks Radio behandler religioner forskelligt, selvom tv-stationen undersøger klart sammenlignelige fænomener. Analysen viser samtidig, at DRs udsendelser og nyhedsskabende journalistik får direkte politiske konsekvenser, for den negativt eksponeret religion.

Miraculum

Det kan diskuteres om begrebet "mirakel" overhovedet er et anvendeligt komparativt redskab i religionsvidenskaben på grund af de eurocentriske implikationer begrebet har, men for argumentets skyld, vil jeg i det følgende meget kort forsøge at gennemgå forskellige videnskabelige og religiøse traditioners begrebsliggørelse af fænomenet.

Begrebet mirakel kommer af det latinske miraculum (egl. af mirari, at undre sig), og betyder bl.a. mærkelig foreteelse, men handler også om det, der er genstand for undren.

Fordi det som er normalt og almindeligt også opfattes som naturligt, er mirakler i mange religiøse traditioner blevet defineret som overnaturlige begivenheder. Problemet er blot, at denne definition forudsætter en meget specifik begrebs-liggørelse af natur og virkelighed, og derfor er denne udbredte definition ikke generel applicerbar.

Troen på mirakuløse handlinger er i praksis et træk de fleste religioner deler og forekomsten af mirakler (dvs. troen på mirakler) er universel, om end deres funktion, beskaffenhed, formål og forklaringer varierer meget med den sociale og kulturelle kontekst som de forekommer i. Uanset miraklernes tilsyneladende uforklarlighed, har alle mirakler en forklaring i den forstand, at de religiøse og kulturelle systemer, som de er en del af, kan redegøre for dem. Omvendt så virker "miraklerne" tilbage på religioner i et dialektisk forhold (om end det er et relativt lukket forhold) og understøtter dermed religionernes forklarings- og virkningskraft.

Uden en medfølgende eksplicit eller implicit teori om tilstedeværelsen, aktiviteten og indgriben af "virkeligheder" som guder, ånder eller magiske kræfter, ville der ikke være nogen mirakler i den førnævnte forstand, de ville kun være uforklarlige fænomener (hvis de overhovedet ville eksistere som fænomen!).

En anden vigtig forudsætning for "miraklets" eksistens er, at beretningen om mirakelbegivenheden italesættes i en social kontekst, eller som Mikael Rothstein skriver i "Gud er (stadig) blå":

"Traderingen [overleveringen] af mirakelberetningen er således et helt centralt træk ved selve fænomenet. Uden tradenter [miraklet skal italesættes af individer i en social kontekst, red.] intet mirakel". (Rothstein 2001:189).

Som i al anden social- og kulturvidenskab findes der ingen generelle regler, hvormed vi kan bestemme og klassificere mirakler; de varierer i forhold til de religiøse antagelser og forestillingers kulturelle matrix.

Mirakler i hellenistisk tradition

Mirakler spillede en stor rolle i de fleste hellenistiske religioner. Gudernes intervention i de homeriske heltes liv, finder sted i en verden, hvor gudernes og menneskenes verden til stadighed interagerer. Senere i den hellenistiske periode blev gudernes og menneskenes verdener mere adskilte. Jorden og universet var nu distinkte sfærer. Det kommer især til udtryk hos den romerske politiker og filosof Marcus Tullius Cicero (106-43 fvt.), som var udpræget eklektisk og prøvede at inddrage vidt forskellige traditioner i sine filosofiske værker, som ex. skeptikerne og stoikernes. Således skrev Cicero i De Divinatione, at;

"intet sker uden en grund, og intet sker uden at det kan ske. Når det som kan ske, virkelig sker, kan det ikke opfattes som et mirakel. Ergo eksisterer mirakler ikke" (2,49) (1)

Cicero mente dog samtidig, at beretninger om mirakler nok var nødvendige for de uvidende massers fromhed (!).

Ciceros praktiske (-og måske epikuræisk inspireret) indstilling til mirakler betød dog ikke, at det senhellenistiske menneske forestillede sig, at guddommelige kræfter ikke kunne virke mirakuløst i den jordiske verden - tværtimod. Vi kender bl.a. til beretninger om mirakuløse helbredelser (ex. Asclepius’ helligdom i Epidaurus og Jesu helbredelser kendt fra bl.a. Det ny Testamente), divinatoriske manifestationer af forskellig art (ex. stemmer, drømme og teofanier som Jesu åbenbaring for Paulus, Apg 9,3-9) og jomfrufødsler (Pythagoros, Alexander den Store og Jesus. Jomfrufødslen udtrykker i disse eksempler en forestilling om den fødtes guddommelige oprindelse). Det er indenfor dette sociale og kulturelle matrix, at den kristne begrebsliggørelse af mirakler finder sted. Per Bilde giver i sin bog "En religion bliver til" (Anis: 2001) udtryk for, at Jesus var fornyende:

"…ved at forbinde sin eskatalogiske proklamation og belæring med hvad han selv, hans tilhængere og vore kilder opfatter som helbredelser, dødeopvækkelser og andre undere eller mirakler." (op.cit. 445)

Den kristne brug af mirakler knytter således i Bildes forståelse både an til den senhellenistiske mirakeltradition, samt til en specifik jødisk eskatalogisk tradition.

Mirakler i Indien

I Indien er fænomenet mirakler i høj grad knyttet an til forestillinger om asketisk praksis og viden om (såkaldte) mystiske formlers virkning. Eksempelvis forskellige sanskritmantra, som regnes for at indeholde guddommelige/magiske kræfter. I klassiske værker som Srimad Bhagavata og Patanjalis Yoga Sutraer finder man beretninger om menneskers overnaturlige kræfter, og hvordan man erhverver dem. På sanskrit kaldes de siddhi. Man kan netop opnå siddhi kræfter gennem askese, magi og meditation. Transcendental Meditation har eksempelvis et siddhi-program, hvor man angiveligt praktiserer levitation - dvs. at flyve ved egen hjælp (Gyldendals Religionsleksikon 1998).

Mirakelberetninger følger ofte berømte guruer. Det gælder bl.a. for Sai Baba af Shirdi (1856-1918), som Sathya Sai Baba hævder, at være en inkarnation af. Sai Baba af Shirdi var kendt for at udføre mirakuløse gerninger. I den moske, som Sai Baba af Shirdi holdte til, havde han altid et bål brændende, fordi han ønskede at have en rigelig forsyning af aske, som han kaldte udhi. Han brugte den til mange forskellige mirakuløse formål, især som lægemiddel imod alle slags sygdomme (Pade 1999: 328).

Sathya Sai Babas mirakelpraksis skal forstås i lyset af siddhi traditionen såvel som i lyset af traditionen omkring Sai Baba af Shirdi.

Katolske mirakler

I tv-udsendelsen "Miraklernes Tid", interviewer Mette Fugl teologen Niels Christian Hvidt i anledning af udgivelsen af hans bog "Mirakler – møder mellem himmel og jord" (Gyldendal 2002).

Hvidt er uddannet teolog på Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet, og fik guldmedaljen for sin afhandling Profeti og åbenbaring i 1997. Han underviser i dag på det katolske Gregoriana universitet i Rom.

I interviewet slår Hvidt fast, at "…miraklernes tid ikke er forbi". Det samme argument fremfører han i sin bog. Hans forståelse af begrebet mirakler er - ikke overraskende - substantielt. Mirakler er virkelige begivenheder og et bevis på Guds eksistens og virke i denne verden. I Hvidts optik er "miraklets væsen" kendetegnet ved tre elementer; 1. at "bryde med de love, vi mener normalt styrer naturen", 2. Miraklet har stor psykologisk effekt og "er i stand til at vække stor opmærksomhed hos dem, der er vidner til miraklet" og 3. "miraklet er kendetegnet ved at have betydning som tegn eller symbol" – det er simpelthen "et ord fra Gud" (Hvidt 2002:13).

Bogen gennemgår flere mere eller mindre kendte beretninger om mirakler, såsom beretningen om;

- den grædende ikon af Gudsmoder af Jerusalen i den russisk-ortodokse kirke i Bredgade i 1995 (2)

- det legendariske ligklæde i Torino, som angiveligt afbilleder Jesus med sårmærker og kroning efter korsfæstelsen

- statuer og ikoner der – angiveligt uden snydemekanismer – afgiver blod og olivenolie

- helligt størknet blod, der går fra at være i en tilstand af koaguleret til flydende til koaguleret igen på bestemte tidspunkter

- et nadverbrød der i det ottende århundrede blev til kød, og stadig kan ses i dag, hvor videnskaben har bestemt det som en del af et menneskehjerte

Tv interviewet tager afsæt i nogle af de mirakelberetninger bogen beskæftiger sig med. Bl.a. beretningerne om Den hellige Theodoras træer i Grækenland, om den italienske præst Padre Pio (1887-1968), og om den græskortodokse Vassula Rydén, som Mette Fugl også taler med.

I pressematerialet fra tv-udsendelsen hedder det bl.a. at;

"Vassula Rydén er i daglig kontakt med Vorherre og opgav et liv i sus og dus som diplomatfrue, da den hellige Fader og hans Søn i sin tid valgte hende som "redskab"." (www.dr.dk/presse)

Det korte citat rammer på glimrende vis udsendelsens idé; at diskutere beretninger om mirakler i den kristne verden på troens præmisser og ikke på den kritiske journalistiks præmisser, som ellers turde/burde være DRs varemærke. Den normalt så kritisk indstillet Mette Fugl, som vi ofte ser stille spidsfindige, velovervejet og kritiske spørgsmål til den franske præsident Chiraq eller til Tysklands kansler Schröder, stiller i udsendelsen ikke ét eneste kritisk spørgsmål om katolicismen, om miraklernes validitet, om pavens religiøse og politiske virke, om de katolske miraklers teologi eller om hvorfor Hvidt i sin bog ikke ønsker at inkludere kritiske undersøgelser af de påståede mirakler.

Hvidts bog er et forudsigeligt katolsk forsvar for mirakler. Det er et seriøst ment projekt, som er blevet støttet af et større antal fonde, herunder Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond og Carlsbergfondet, samt et antal virksomheder som Texaco Danmark, Siemens og H. Lundbeck. Disse fonde og virksomheder er således indirekte med til at legitimere den kristne forestilling om mirakler. Det er der for så vidt ikke noget odiøst i. De støtter, i henhold til deres formål, forskellige projekter der har udgangspunkt i kunst, videnskab og teologi (- om end man naturligvis kan undre sig over kongehusets mere eller mindre direkte involvering i et katolsk teologisk projekt!). På samme vis legitimerer Mette Fugl de katolske miraklers validitet, ved at undlade at forholde sig kritisk til emnet, som en DR-journalist forventes, at skulle gøre. Det er odiøst!

Sai Babas mirakler

Blandt Sai Babas disciple er troen på miraklerne et vigtigt element, som både har en ideologisk (teologisk) og social funktion. Beretningerne om mirakler spænder vidt, og berører temaer som helbredelse, velstand, fredsløsninger og meget andet. Miraklerne er med til at understøtte gruppens normative tekster om Sai Baba og hans selvforståelse som avatar af både Sai Baba af Shirdi, af Jesus og i sidste ende af Vishnu (Pade 1999:333). Beretningerne om mirakler har også et socialt sigte, som Sai Baba ikke er blind for. I en dansk tilhængers bog er han citeret for følgende:

"Nu og da røber jeg min sande natur ved hjælp af mirakler, det vil sige handlinger, som ligger hinsides menneskelig formåen og forstand. Det er ikke for at demonstrere min magt. Mit mål er at drage jer nærmere til mig, at befæste jeres tro og tillid til mig" (Karawatsky 1992:37, citeret fra Rothstein 2001:189).

Disciplenes tro på mirakler, virker altså også som et styrkende element i relationen mellem discipel og guru. Det er dog ikke troen på mirakler, som er det afgørende for forholdet mellem disciplene og Sai Baba. Hvis det var tilfældet, ville de fleste disciple givetvis forlade guruen efter "afslørende" udsendelser som Kyrøs. Det gør de ikke. Tværtimod virker omverdenens pres ofte lige modsat. Samme effekt havde myndighedernes pres givetvis på den kristne mindretalsreligion i det antikke Rom, da de i forskellige perioder blev udsat for forfølgelse og undertrykkelse.

Det er den samlede teologiske fremstilling af Sai Baba som en gud, der er afgørende for de ca. 30 millioner disciple verden over.

Kyrøs tv-udsendelse tager udgangspunkt i en række danske tilhængeres rejse til Sai Babas hovedkvarter i det sydlige Indien, hvor;

"[…] danskerne ved selvsyn oplever guruens "mirakler". Ud af Sai Babas hånd kommer ure og smykker samt "hellig aske", som guruen påstår har helbredende virkning." (www.dr.dk/presse)

Udsendelsens pressemateriale har en semantisk måde at fremstille begrebet mirakler på, som er ganske anderledes end i pressematerialet til "Miraklernes tid". Ved at sætte begrebet i anførelsestegn, peger teksten diskursivt hen til begrebets påståede virkning i konteksten. Det er en ganske anden betydningssættelse af begrebet mirakler end vi så i forrige eksempel, hvor miraklernes betydning behandles ukritisk indenfor ram-merne af den troendes optik.

Endvidere var det udsendelsens formål, at "afsløre" Sai Baba som en guru der misbruger sine disciple seksuelt:

"I flere lande er Sai Baba organisationen imidlertid kommet i myndighedernes søgelys på grund af vedholdende rygter om, at guruen misbruger sine disciple seksuelt. Det drejer sig om unge mænd og drenge - heriblandt mindreårige. Anklagerne er konsekvent blev afvist af Sai Baba-organisationen som en ondsindet kampagne baseret på andenhåndsrygter" (www.dr.dk/presse)

fastslår tv-udsendelsens pressemateriale.

Det er netop rygterne/anklagerne om Sai Babas seksuelle misbrug af mindreårige som bliver det tematiske udgangspunkt for DR-tvs planlagte nyhedsføljeton. Den starter med et indslag i morgenens P3 radioavis med et interview med journalisten bag programmet. Udsendelsen blev vist i den bedste sendetid onsdag aften, og efter programmet blev tv-avisen indledt med følgende proklamation af Reimer Bo:

"Overhovedet for den religiøse bevægelse [Sai Baba] beskyldes nu for omfattende seksuelt misbrug af sine tilhængere" (3)

Indslaget i tv-avisen var dagens tophistorie (-vigtigere end finanslovsvedtagelsen!), og i et længere indslag blev lederen af den europæiske Sai Baba-bevægelse interviewet. Dagen efter blev der fulgt op på udsendelsen med "nye" oplysninger i radion og gæster i tvs 19-direkte. Historien blev iscenesat som relevant for politikerne. Kirkeministeren blev således inddraget, og måtte tage øjeblikkelig stilling til Sai Baba-bevægelsens status som anerkendt trossamfund i Danmark (jf. Andersen 2002). Sai Baba kom på avisernes forsider, og som følge af rygterne om Sai Babas seksuelle misbrug blev spørgsmålet om Arresødal slot aktuelt (4). I avis- og tv-indslag blev borgmesteren i Frederiksværk kom-mune konfronteret med rygterne om bevægelsens guru (som nu var blevet til "sandheden om bevægelsen og dens disciple"). Han måtte gøre noget (- det sagde i hver fald 5-6 angiveligt Frederiksværkborgere i Frederiksværk gågade i tv-avisens voxpop!). Med en lyn-aktion i byrådet lykkedes det med stor majoritet, at lave lokalplanen om, så det ikke længere var muligt at bruge stedet til højskole. Kommunen købte herefter stedet af Sai Baba-bevægelsen i Danmark. Lavede igen lokalplanen om, og solgte slottet med tab. Men pengene var givet godt ud, for borgmesteren opnåede "at holde en indisk sekt ude af Frederiksværk" (Politiken 25-11-02).

At skabe en sensation

Afsløringerne om Sai Baba var ikke nogen nyhed. Anklagerne om misbrug af de unge disciple har cirkuleret i årevis. For DR-tv har formålet med udsendelsen altså været en anden. I jagten på seere, er "sensationen" og "afsløringen" vigtige magneter. Kan man samtidig inddrage politikere i sagen, er det endnu bedre, for så kan man kræve handling på den "tavse befolknings vegne". Det handler altså om at skabe en sensation ved hjælp af nyhedsføljetonens opskrift; reklame for udsendelsens "afsløring" i ugerne op til udsendelsen, interview i radio (bl.a. med udsendelsens tilrettelægger, som dermed blev part i sagen!), tv-avisindslag hvor politikere gøres ansvarlige og debatskabende tv i 19-direkte. Det virker, som om det mere handler om seertal på DR-tv, end at lave dybdeborende kritisk journalistik. I det perspektiv er DR-tvs dokumentarudsendelse utroværdig.

Endnu mere utroværdig bliver DR, når man sammenligner de to udsendelsers forskellige behandling af mirakler. Når miraklernes sandhedsværdi seriøst diskuteres af journalister, forudsætter det en forestilling om, at man kan opdele fænomenet i det antagonistiske forhold; sande mirakler/falske mirakler. For en religionsstuderende eksisterer miraklet ikke sui generis, derfor er det absurd, at tale om en "afsløring" af et mirakel. Det behøver naturligvis ikke være tilgangen til fænomenet på DR-tv, men man kunne retfærdigvis stille krav om en ensartet behandling af det samme fænomen i forskellige religioner.

Fodnoter:

(1) Tak til Anders Lisdorf for hjælp til at finde dette citat.

(2) - Selv i Danmark sker der altså mirakler, selvom vi ifølge Hvidt er ligeglade eller ikke åbne overfor det. Dette er, ifølge Hvidt, en af de vigtigste grunde til at Gud vælger at placere sine mirakler blandt de "ægte troende"!

(3) Man kan undre sig over det lille "nu" i proklamationen. Beskyldningerne om seksuelt misbrug har været lagt ud på internettet for flere år siden, som lederen af den europæiske Sai Baba-bevægelse gjorde Reimer Bo opmærksom på. Det er altså først en nyhed for DR, når der produceres en dokumentarfilm om emnet, som hævder at være afslørende (jf. Andersen 2002).

(4) Sai Baba-bevægelsen i Danmark havde på det tidspunkt netop købt Arresødal Slot i Nordsjælland for over 15 millioner kroner. Hensigten var, at lave en dansk Sai Baba højskole på slottet.

Litteratur:

Andersen, Maria: Gamle nyheder. Kronik i Politiken 26. Maj 2002.

Bilde, Per: En religion bliver til. Anis 2001.

Cicero, Marcus Tullius: De Divinatione. Cambridge, Mass. Harvard University Press, 1979.

Fugl, Mette: Miraklernes tid. DR-dokumentar 2002.

Kyrø, Øjvind: Forført. DR-dokumentar 2002.

Hvidt, Niels Christian: Mirakler – møder mellem himmel og jord. Gyldendal 2002.

Pade, Mikkel: Nye religiøse bevægelser i Danmark. Gyldendal 1999.

Rothstein, Mikael: Gud er (stadig) blå. Aschehoug 2001.

Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger: Gyldendals Religionsleksikon. Gyldendals Bogklubber 1998.

www.dr.dk/presse

Kilde: http://www.stud.hum.ku.dk/tabu/aarg15/2003marts/mirakler_paa_tv.htm