<<< Indholdsfortegnelse                                     www.saibabaofindia.dk                     www.saibabaofindia.com/saidk


 


Vismanden: Goddag Marguerite, hvad kan jeg gøre for dig?



Marguerite: Ingenting. Jeg kom bare forbi og ville lige sludre lidt.



V: Det var da pænt af dig. Men du vil ingenting! Hvad mener du med, at du ikke vil noget?



M: Jeg vil i hvert fald ikke noget bestemt. Bare snakke lidt.



V: Jamen, velkommen Marguerite. Du ved, jeg altid synes, det er dejligt, når du kommer og besøger mig. Fortæl mig nu, hvordan du har det?



M: Jo tak, jeg har det meget godt.



V: Meget godt siger du. Er det lige så godt som godt?



M: Nej, faktisk ikke. I dag kan jeg ikke sige, at jeg har det godt.



V: Hvad er det da, der bekymrer dig?



M: Det ved jeg ikke rigtigt. Der er så meget, jeg ikke kan finde ud af. Det hele kan virke forvirrende.



V: Sådan er der mange, der har det, men det hjælper jo ikke dig. Der er dog også noget godt ved, at du synes, det hele virker forvirrende, for så tænker du over nogle af livets forhold. Hvad mener du i grunden med forvirrende?



M: F.eks. synes jeg, der er så meget godt i verden, men der er også meget ondt. Hvorfor er der i det hele taget noget, der er ondt?



V: Ja, det kan være svært at forstå. Måske er alt det onde, du oplever, slet ikke ondt. Måske oplever du det som ondt, fordi du ikke ved bedre.



M: Men det virker ondt.



V: Ja, men er du sikker på, at du forstår alting korrekt?



M: Nej! Jeg er faktisk sikker på, at jeg ikke forstår alting rigtigt. Ellers ville jeg ikke finde verden og livet forvirrende.



V: Op med humøret, vi skal nok få fjernet din forvirring og gjort dig glad igen. Du må tro på mig, når jeg fortæller dig, at også din forvirring er god. Du skal bare vælge at være glad, så vil du se, at din forvirring letter som et fly.



M: Lad os håbe det.



V: Jeg kan give dig et godt råd, som jeg er sikker på, du kan få gavn af. Du skal tænke på dig selv det næste stykke tid. Lad være med at tænke så meget over, hvad der sker i verden. Dit problem er jo bl.a., at du på en måde tager alt det dårlige, du ser og hører om, ind i dig. Det skal du holde op med. Det kan du slet ikke tåle. Vær du i verden, men lad ikke verden være i dig.

M: Kan man virkelig det?



V: Det kan du tro, man kan. Du kan også vælge at lægge mærke til alt det gode, du ser og hører om, og så lade være med at tænke på alt det andet. Specielt hvis du ikke kan gøre noget ved det, du kalder ondt, så skal du ikke beskæftige dig med det. Det vil altid være der, og du skal selvfølgelig ikke altid være nedtrykt over verdens ondskab og dårligdomme. Ved du hvad, du får en lille historie, der kan kvikke dig op.



En konge plejede at stille tre spørgsmål til alle de mennesker, der besøgte ham. Det første spørgsmål var, hvem der var ’det bedste menneske?’ Det andet var, hvad der var ’det bedste tidspunkt’ og det tredje, hvad der var ’den bedste af alle handlinger’ at udføre? Kongen var meget ivrig efter at kende svarene på disse spørgsmål.



En dag drog han ud i skoven og gik rundt mellem bakkerne og sletterne. Han fik øje på en boplads for hellige mænd og ønskede at hvile sig lidt der. På det tidspunkt kongen nåede bopladsen, var en hellig mand netop i gang med at vande planter. Den hellige mand så kongen. Han gav ham noget frugt og koldt vand. På det tidspunkt blev en person, der var såret over hele kroppen, bragt ind på bopladsen af en anden hellig mand. Så snart den hellige mand, der havde givet kongen frugt og vand, så det, gik han hen til den sårede, rensede hans sår, og gav ham nogle urter, som kunne hele sårene. Han talte også til ham med venlige ord, der kunne trøste manden.



Kongen ønskede at udtrykke sin taknemmelighed og sige farvel til den hellige mand. Denne velsignede kongen, men kongen tænkte stadig over sine tre spørgsmål og ønskede at høre, om den hellige mand kunne give ham nogle gode svar.



Den hellige mand oplyste, at svarene på de tre spørgsmål var indeholdt i de handlinger, kongen havde været vidne til på bopladsen. Den hellige mand sagde, at da kongen kom til bopladsen, var han i færd med at vande planterne, og at det var hans pligt. På det tidspunkt han havde set kongen, havde han opgivet sin pligt og var gået hen til kongen og havde givet ham vand og frugt. Dette var i overensstemmelse med de rigtige traditioner, da kongen var hans gæst. Mens han afhjalp kongen med dennes tørst og andre fornødenheder, var der kommet en anden lidende person ind på bopladsen. Det var årsagen til, at den hellige mand havde opgivet pligten med at tjene kongen og var gået til den anden person for at tjene ham.



Enhver der kommer til dig for at få din hjælp, er ’det bedste menneske’ på det tidspunkt. Lige meget hvilken tilfredshed du kan give ham ved at hjælpe ham, vil være ’den bedste handling’, du kan udføre. Nuet, hvor du kan gøre noget, er ’det bedste af alle tidspunkter’.



M: Det er utroligt, hvis det historien fortæller, er sandt. Så bliver alle jo glade, både den der giver, og den der får. Jeg har aldrig tænkt på, at de bedste tidspunkter for mig er, når jeg hjælper andre. Det er der vist ikke mange, der tænker over, i hvert fald ikke hvis de ikke har oplevet det. Og så skal jeg nok øve mig i det der med ikke at blive nedtrykt over og tænke på alt det onde, der er i verden.



V: Godt, men jeg er klar over, at din forvirring ikke bare drejer sig om spørgsmålet om, hvorfor der er ondt i verden. Lad os tage fat på det allervigtigste.



M: Hvad er det da?



V: Årsagen til din forvirring skyldes uvidenhed. Det kan synes mærkeligt, men uvidenhed er årsag til al forvirring, bekymring og sorg. Derfor vil jeg gerne have, at du svarer mig på det her spørgsmål: Ved du, hvem du selv er?



M: Hvorfor spørger du om det?



V: Jo, for hvis du ved, hvem du selv er, så vil du få svar på mange af de andre spørgsmål, du går og tænker over. Så det er godt at starte med at finde ud af, hvem man selv er. Spørgsmålet om, hvorfor der er godt såvel som ondt i verden, kan du få besvaret en anden dag.



M: Du synes altså, at det er vigtigere for mig at finde ud af, hvem jeg er, end at finde ud af, hvorfor der er både ondt og godt i verden?



V: Det er jeg sikker på. Spørgsmålet om, hvorfor der er ondt og godt i verden, er ikke nær så vigtigt som mit spørgsmål.



M: Hvorfor er det spørgsmål i grunden så vigtigt?



V: Det er måske det vigtigste spørgsmål, der kan stilles. Du vil opdage, at en masse ting falder på plads, når du bliver klar over, hvem du virkelig er. Det vil fjerne en masse af den forvirring, du oplever i øjeblikket. Svaret vil fjerne meget af din uvidenhed.



M: Det lyder spændende. Kan du ikke lige sige, hvem jeg er?



V: Næh, så let slipper du ikke. Vi kan sammen tale om det, og du kan tænke over det. Det bliver dig selv, der kommer til at gøre det meste arbejde. Når vi har talt om det, må du selv arbejde videre. Måske vil du så en dag nå til en dyb erkendelse af, hvem du er.



M: Ok, men kan vi så ikke starte nu?



V: Det kan vi godt. Vi har begge masser af tid. Tag lidt vand og sæt dig behageligt til rette. Først må vi lige være enige om, hvad der ligger i vendingen ’hvem er jeg?’.



M: Hvad mener du?



V: Mange hellige skrifter beskriver og forklarer ens virkelige eller sande ’jeg’. Kan du huske, hvad de siger om det?



M: Nej, ikke rigtigt.



V: Hør nu godt efter. De forklarer, at dit sande ’jeg’, altså dit virkelige ’jeg’, er det ’jeg’, der altid er det samme, og som aldrig forandrer sig. Det er det, der altid har været der, og altid vil være der. Dit virkelige ’jeg’ er uforgængeligt.



M: Aha! Jeg synes, det er logisk, at mit virkelige ’jeg’ altid er det samme. ’Jeg’ er jeg, sådan må det være. Det kan ikke være noget med, at i dag er det en ting, og i morgen en anden ting. Men hvad vil det sige, at det aldrig forandrer sig?



V: Det vil sige, at den du var i fortiden, den du er nu, og den du vil være i fremtiden, er den samme. Det er faktisk to sider af samme sag. Dit virkelige ’jeg’ er altid det samme, og det vil aldrig forandre sig. Det kan f.eks. ikke brænde til aske eller forgå på anden måde.



M: Det er lidt svært at forstå, men når de hellige skrifter forklarer det sådan, så må det være sandt. Men hov! Det var vel for øvrigt det samme, som du fortalte om sidst i forbindelse med, hvad ordet ’menneske’ betød.



V: Lige præcis. Dit ’jeg’ er uforgængeligt. Men hvad vil du umiddelbart svare, når jeg spørger dig: ”Hvem er du?”



M: Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg vil vel sige, at det er mig, Marguerite. Du kan jo se mig sidde her. Du kender mig jo.



V: Har dit søde navn, Marguerite, noget at gøre med, hvem du virkelig er inderst inde?



M: Nej, det har det nok ikke, når du spørger sådan. Men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige.



V: Hvis du nu var født Mary eller skiftede navn til Rose, ville du så være eller blive en anden?



M: Nej, det lyder ikke logisk. Jeg vil stadig være mig selv. Der er godt nok nogen, der mener, at mit liv vil forandre sig, hvis jeg skifter navn. Men jeg vil alligevel være mig.



V: Du sagde, jeg jo kunne se dig sidde der. Hvad er det, jeg kan se?



M: Du kan se mig, min krop, mit tøj, mit ansigt. Du kan se alt det, jeg selv kan se, når jeg ser mig i et spejl.



V: Ok, lad os starte med tøjet. Har tøjet nogen betydning i forbindelse med, hvem du er?



M: Jeg er lidt i tvivl. Jeg hørte engang nogen sige, at ’klæder skaber folk’. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er i hvert fald ikke lige meget, hvordan ens tøj ser ud!



V: Det har du ret i. Men har tøjet noget at gøre med, hvem du er? I dag har du en blå jakke på, i morgen har du måske grønne bukser på. Du er vel den, du nu engang er, uanset hvad tøj du har på?



M: Ja, vi kan vist godt udelukke tøjet, når vi skal finde frem til, hvem jeg er.



V: Men så er der jo kroppen.



M: Ja, den tror jeg mere på!



V: Du tror altså, at du måske er kroppen?



M: I hvert fald er kroppen en del af mig. Det er også den, jeg ser i spejlet, den der gør ondt osv. Ja, jeg tror, jeg er kroppen.



V: Lad os se, om du har ret. Lad os starte med håret. Er håret svaret, når jeg spørger dig: ”Hvem er du?”



M: Sådan kan man da ikke spørge.



V: Hvorfor ikke? Håret er da en del af kroppen. Er du håret?



M: Det kan jeg ikke være. Det lyder helt forkert.



V: Når du har været til frisør for at blive klippet, er du så mindre ’dig selv’, eller er ’dit selv’ forandret, når du går derfra?



M: Nej, det har ikke noget med det at gøre.



V: Korrekt. Hvad så med neglene?



M: Det må vel være det samme.



V: Hvad så med en arm? Er du armen?



M: Det er altså en mærkelig måde at undersøge det her på!



V: Det synes du måske, men hvis din krop er dig, så må kroppens dele som f.eks. håret, neglene eller armene også være dig, eller i hvert fald en del af dig.



M: Ok, men armen!



V: Hvis du forestiller dig, at du mister en arm i forbindelse med en ulykke, vil ’du’ så være mindre? Eller vil ’du’ være forandret? Eller vil du stadig være dit egentlige ’jeg’?



M: Jeg kan ikke forestille mig andet, end at jeg stadig vil være ’mig’. Jeg har en kammerat, der i dag kun har fire tæer på højre fod, og hun er i hvert fald stadig den, hun var, inden hun mistede tåen.



V: Hvis du ser på et billede af dig selv som f.eks. 4-årig, vil du så sige, at det er ’dig’? At det er dit egentlige ’jeg’?



M: Ja, helt sikkert!



V: Du er 16 år nu, ikke?



M: Jo, jeg er lige fyldt.



V: Hvad nu hvis jeg fortæller dig, at intet af det, du ser på billedet, stadig findes i dig? Hverken håret, neglene eller armene.



M: Jeg kan forstå det med håret og neglene, de bliver jo hele tiden klippet. Men armene er vel de samme? Og hvad med ansigtet og fødderne? Det ligner i hvert fald godt, selv om jeg selvfølgelig ser noget anderledes ud.



V: Jeg forstår godt, du tvivler. Men det er faktisk let at bevise, at jeg har ret.



M: Så prøv!



V: Alt i kroppen – huden, knoglerne, musklerne, blodet, hjernen osv. består af celler. Ved du det?

M: Ja, det har vi lært om i skolen.



V: Det er videnskabeligt bevist, at ingen celle lever uendeligt. Hvad siger du til det?



M: Så er alt jo skiftet ud. Noget flere gange. Men jeg ligner da mig selv.



V: Det er rigtigt. Grunden er, at når mange af cellerne dør, så erstattes de af andre tilsvarende celler.



M: Ja, men hvordan hænger alt det her sammen med spørgsmålet: ”Hvem er jeg?”



V: Er vi enige om, at den du er, altså ’du’, altid er den samme? Aldrig forandrer sig?



M: Ja, det fortalte du mig jo før, at de hellige skrifter siger. Altså at ’jeg’ altid vil være ’mig’. Det glemte jeg helt, da du spurgte om det med håret, neglene og armen.



V: Når kroppen, som vi lige har talt om, hele tiden forandrer sig, og ligefrem bliver helt udskiftet flere gange, kan ’du’ så være kroppen?



M: Nej, det er jo umuligt. Så vil ’jeg’ jo også blive udskiftet flere gange, og det lyder helt galt.



V: Ja, det skyldes udelukkende uvidenhed, at mange mennesker tror, de er kroppen. Det kan de nemlig simpelthen ikke være.



M: Jamen, hvad så?



V: Ja, nu har vi fundet frem til, at du ikke er tøjet og heller ikke kroppen. Hvad gør vi så nu?



M: Vi undersøger vel videre? Jeg synes nu, at vi mere undersøger, hvad jeg ikke er, end hvad jeg er!



V: Det har du ret i. Det er en god metode, og vi skal nok finde frem til dit egentlige ’jeg’.



M: Det håber jeg da.



V: Hvad tror du ellers, du kan være?



M: Ja, jeg ved snart ikke. Hvad med mine tanker?



V: Godt! Måske er du dine tanker. Lad os undersøge det.



M: Du spørger vel igen?



V: Ja, lad os fortsætte med det. Det går jo godt. Ved du, at tankerne danner det, vi også kalder sindet?



M: Ja, det har du fortalt mig før.



V: Sindet er en mærkelig størrelse. Det gør det muligt for os at huske, skelne, sammenligne, vurdere osv., og det får sine indtryk gennem sanserne.



M: Hvordan det?



V: Man kan også sige, at sindet oplever gennem sanserne. Når du f.eks. rører ved en tændt elpære, finder du ud af, at den er varm. Det er sindet, der, via følesansen, har fået og lagret denne information. Når du drikker et glas kold mælk, er det gennem smagssansen, du finder ud af, om du kan lide mælken eller ej.



M: Nå ja! Når jeg ser en pæn dreng, er det mine øjne, der har sendt dette indtryk til sindet.



V: Det er dine øjne, der har sendt billedet af drengen til dit sind. Derefter er det sindet, der vurderer, at drengen er pæn. Synet ser blot. Sindet tillægger det sete en eller anden værdi – f.eks. pæn. Tungen smager, sindet finder ud af, om det kan lide smagen eller ej.



M: Det forstår jeg godt.



V: Men er du sindet?



M: Hvis jeg er det, så er jeg faktisk, hvad jeg tænker. Så er den, jeg virkelig er, det jeg tænker.



V: Lyder det sandsynligt?



M: Måske. Men så må jeg i hvert fald være mange forskellige personer, for jeg har jo alle mulige slags tanker. De fleste er da gode, men der kommer altså også nogle dårlige ind imellem.



V: Det er flot tænkt! Sig mig engang, bliver du nogen gange stiktosset?



M: Ikke så tit, men det sker. Hvorfor?



V: Jeg kom bare til at tænke på, om det kan være rigtigt, at nogen gange er dit egentlige ’jeg’ stiktosset!



M: Det lyder ikke så godt! Du siger jo også selv, at den jeg er, altid er den samme. Så kan jeg ikke være stiktosset engang imellem og sød og rar andre gange.



V: Det er helt rigtigt! Dit egentlige ’jeg’ er uforanderligt. Tror du også på, at dit egentlige ’jeg’ altid er der, at det altid findes?



M: Da du sagde det første gang, synes jeg, det lød lidt mærkeligt, men jeg kunne ikke lide at sige noget. Men det må være rigtigt, når det står i de hellige skrifter. Jeg kan nu også godt se det logiske i, at ’jeg’ ikke pludselig kan være der, og så i næste øjeblik ikke være der. Ligesom man tænder og slukker for lyset. Men at mit egentlige ’jeg’ altid har været her og ikke kan dø, det kan være svært at forstå.



V: Du skal altid spørge. Vi sidder ikke og taler, bare fordi du skal nikke, når jeg siger noget. Det er din pligt at spørge, hvis du er i tvivl.



M: Jeg ved det godt.



V: Med hensyn til det med, at du altid har været her, og at du altid vil være her, så må du indtil videre tro på de hellige skrifter og på mig. Jeg lover dig, at vi kommer til at tale meget mere om det senere på året. Men lige nu, må du tro. Lad os gå tilbage til det med sindet. Tænker du altid på noget?



M: Ja, altid.



V: Altid?



M: Ja, nogle gange er det ligefrem irriterende, at jeg ikke kan holde op med at tænke.



V: Det, at sindet altid tænker, vil det være en forudsætning for, at det kunne være dit egentlige ’jeg’?



M: Ja, det vil det vel. Nu har vi måske alligevel endelig fundet mit egentlige ’jeg’?



V: Jeg er ikke så sikker på det. Hvad sker der med sindet, når du sover?



M: Hvad mener du?



V: Tænker du på noget, når du sover?



M: Ja, gør jeg ikke? I drømme i hvert fald.



V: Har du nogensinde lært noget om drømme? Ved du noget om, hvordan de fungerer?



M: Kun lidt i skolen. Hvorfor spørger du?



V: Har du nogensinde fået at vide, hvor lang tid et menneske drømmer i løbet af en nat?



M: Ja, er det ikke noget med, at det faktisk er ret kort tid?



V: Jo, det kan variere. Nogle gange er det i alt kun 30 minutter, mens det andre gange er op til 2½ time i løbet af en nats søvn. Da der som regel drømmes mange forskellige drømme i nattens løb, kan nogle drømme vare ned til få minutter. Men i den dybe søvntilstand er der ingen drømme.



M: Hvor ved du det fra? Jeg kan vel godt drømme, selv om jeg ikke kan huske det?



V: Ja, men drømmeaktivitet kan faktisk måles og registreres på forskellig vis. Hurtige øjenbevægelser, uregelmæssig puls, ændret blodtryk og større aktivitet i hjernen er nogle af de ting, der kan registreres, når vi drømmer. Derfor kan man også registrere, når der ikke drømmes.



M: Hvorfor snakker vi for resten om drømme?



V: Jo, for et øjeblik siden blev vi enige om, at en forudsætning for, at sindet kunne være dit egentlige ’jeg’, var, at du skulle have tanker hele tiden. Er du enig?



M: Ja.



V: Men nu har vi fundet ud af, at du ingen tanker har i den dybe søvn. Sindet er altså ikke aktivt hele tiden.



M: Det har du ret i.



V: Hvis sindet er dit egentlige ’jeg’, så er du her nogen gange, og andre gange er du her ikke. Hvordan lyder det i dine ører?



M: Jeg forstår det godt. Det lyder helt forkert. Mit egentlige ’jeg’ vil jo altid være der og vil altid være det samme.



V: Korrekt.



M: Og vi talte også om, at ’jeg’et’ vil være uforanderligt. Når mine tanker er forskellige, så dur det med at sindet skulle være mit egentlige ’jeg’, heller ikke af den grund.



V: Du er ved at blive rigtig dygtig!



M: Men nu bliver det vel spændende, for det hele ender vel med, at jeg ingenting er, at jeg ikke eksisterer?



V: Nej, du er her i hvert fald, men hvem er ’du’? Vi har stadig ikke fundet svaret. Hvad kan vi nu undersøge?



M: Det ved jeg snart ikke, er der mere?



V: Lad os lige prøve at snakke om noget andet. Tag et glas vand mere.



M: Tak, hvad skal vi snakke om?



V: Føler du dig forskellig fra andre mennesker?



M: Ja! Jeg forstår vist ikke helt spørgsmålet.



V: Har du nogensinde hørt udtrykket: ”We are all one?” (vi er alle een)



M: Ja, det er der mange hellige mænd, der tit siger.



V: Hvad tror du, de mener med ’all’?



M: De mener vel alle mennesker.



V: Hvad nu hvis jeg fortalte dig, at de mener alt det skabte, sten, planter, dyr og mennesker. Giver det nogen mening?



M: Overhovedet ikke! Er jeg nu blevet til en sten eller en plante?



V: Nej, bare rolig, men lad os se på det. Luk øjnene. Forestil dig en smuk rose. Kan du det?



M: Ja, det er en flot gul rose. Hvad skal jeg så nu?



V: Forestil dig, at du ser din gule rose tættere og tættere på.



M: Ja.



V: Du ser den sådan, at rosen ligefrem kommer helt ind i dine øjne. Nu kan du slet ikke se, at det er en rose.



M: Det er rigtigt. Den gule farve flyder helt ud.



V: Gå nu ind i rosen. Du fortsætter altså længere og længere ned i detaljen. Du ser måske noget væske, nogle meget fine ’tråde’ og papirtynde lag.



M: Nu er alt, hvad jeg forbinder med roser helt forsvundet. Det er svært det her! Men ok, det går.



V: Du fortsætter længere og længere ind. Du ser celler. På et tidspunkt vil du se atomer. Ved du, hvad et atom er?



M: Lidt, men ikke rigtigt. Men er det ikke noget med en elektron, der farer omkring ’noget’.?



V: Næsten rigtigt. Atomer består af en atomkerne og et vist antal elektroner. Dygtig pige! Hold fast i forestillingen. Hvad ser du så nu?



M: Atomer. Masser af atomer.



V: Ser du nogen forskel?



M: Nej, nu ser det hele ens ud. Der er en hel masse bittesmå partikler, der farer rundt om noget, der ligner prikker. Jeg har billedet fra det, vi lærte om atomer i skolen. Men hvorfor har du fået mig til at se alle disse atomer?



V: Vi er stadig ved at finde ud af, hvem dit egentlige ’jeg’ er. Det ’jeg’, der altid er der og altid er uforanderligt.



M: Jamen, er jeg da et atom?



V: Nej, dit lille tossehoved!



M: Nå ja. Det lød også mærkeligt.



V: Men jeg vil bede dig tænke godt over det næste spørgsmål. Hvis jeg nu bad dig om, på samme måde som med din gule rose, at se på en elefant, en sten og din egen krop, hvad ville du så ende med at se?



M: I starten ville de se meget forskellige ud, men til sidst vil det vel også ende med, at jeg så atomer?



V: Selvfølgelig! Alt består af atomer. Om det er mineraler, planter, dyr eller mennesker.



M: Puha!



V: Jo, men nu skal du koncentrere dig.



M: Ok.



V: Jeg stiller dig en række spørgsmål, som jeg også vil bede dig tænke godt over, inden du svarer. Er du klar?



M: Ja, kom bare med dem.



V: Du må godt vente med dine svar, men de skal være helt korte og meget præcise.



M: I orden.



V: Hvad er det, der altid er her? Altid betyder i denne sammenhæng, at det altid har været der i fortiden, er her i nutiden og altid vil være her i fremtiden.



M: Det er der ingenting, der er.



V: Hvad mener du med ingenting?



M: Ja, ingenting er måske et forkert ord, men der er vel ikke noget, der altid har været her? Det skulle da lige være luft.



V: Vi venter lige lidt med svaret. Hvad er det, der aldrig vil forandres på nogen mulig måde?



M: Ingenting.



V: Hvad er det, der får de atomer, du lige fortalte om, til at fungere?



M: Jeg ved det ikke rigtigt, men måske er det ’tomrummet’ rundt om atomerne. Eller hedder det luften?



V: ’Tomrummet’ er umiddelbart svaret. Er det dette ’tomrum’, du kalder for ingenting?



M: Ja, det er det i grunden.



V: Hvad er det, du har til fælles med f.eks. en sten eller en rose? Hvad var det, du så lige før?



M: Ingenting. Eller skal jeg sige ’tomrummet’ i atomerne?



V: Du skal ikke stille spørgsmål, det gør jeg. Men du klarer det fint! Tror du på, at dit egentlige ’jeg’ lever videre efter døden?



M: Ja, sådan må det være.



V: Hvad er der tilbage, når din krop engang efter døden er brændt eller gået i forrådnelse?



M: Ingenting. Måske lidt aske, hvis jeg bliver brændt.



V: Når du genfødes i en anden krop, hvad vil der så være tilbage af ’dig’?



M: Ingenting.



V: Hvad tror du så, er dit egentlige ’jeg’?



M: Ingenting?



V: Helt rigtigt! Dit virkelige ’jeg’ findes i det, vi tror, er intetheden. Men det er mere korrekt at kalde det for tomrummet.



M: Blev vi ikke lige enige om, at det var i ingenting?



V: Nej, så har du misforstået mig. Ingenting findes rent faktisk ikke. Det er bedre at forstå det som tomrum.



M: Er det godt? Jeg kan se på dig, at jeg bør være glad, men jeg kan ikke helt forstå hvorfor?



V: Kan du huske det med rosen?



M: Ja da.



V: Hvis du tænker dig om, hvad har du så umiddelbart tilfælles med rosen?



M: Ingenting, eller skal jeg sige tomrummet?



V: Ja, tomrummet er svaret. Hvad har du tilfælles med stenen og elefanten?



M: Også tomrummet..



V: Fint, men hvad betyder det i grunden, når du ved, at alt består af atomer, og at disse atomer indeholder det samme ’tomrum’?



M: At selv om det ser ud, som om jeg, elefanten, klippen og rosen er meget forskellige, så er vi i bund og grund det samme?



V: Ja! Alt i hele universet er i bund og grund det samme. Alt indeholder det samme tomrum, som du indeholder, som dit ’jeg’ indeholder. Det er derfor, man kan sige: All are one.



M: Det tror jeg godt, jeg forstår. Men de forskellige ’jeg’er’ er sandelig godt forklædt. Vi ligner slet ikke hinanden. Ikke engang os mennesker.



V: Du har ret. Og det kan være meget svært at forstå. Men hør nu. I hinduernes hellige bog Bhagavad Gita står der, at Gud er mindre end det mindste. Er det korrekt?



M: Ja, det står i et af de kendteste vers.



V: Hvad er mindre end det mindste?



M: Det er der jo ingenting, der er. Det skulle da lige være det tomrum, som vi taler om!



V: Det er fuldstændig rigtigt! Der står også, at Gud er større end det største. Hvad er større end det største?



M: Det må blive samme svar. Også tomrummet. For det største er jo på en eller anden måde placeret i tomrummet.



V: Fint! Hvis du har ret i de to foregående svar, hvad kan man så kalde Gud?



M: Tomrummet? Det lyder lidt mærkeligt.



V: Det er heller ikke rigtigt. Gud er ikke tomrummet, men Gud er den energi og intelligens, tomrummet består af. Og det er du også. Det samme gælder for dig! Så det vi kalder tomrummet, er rent faktisk slet ikke tomt. Det er fyldt med den guddommelige energi.



M: Det tror jeg godt, jeg forstår.



V: Forstår du så også bedre, at man siger, at Gud er ’vidnet’. At Gud ikke handler, men blot er vidne til det, der sker?



M: Ja, det tror jeg, jeg gør. Gud er der jo bare, hvis man kan tale om ’bare’ i forbindelse med Gud..



V: Har du nogen sinde hørt, at de hellige skrifter også forkynder, at Gud er allestedsnærværende, alvidende, og at han kan alt?



M: Ja, mange gange.



V: Forstår du, at det kan han godt være, hvis han er ’tomrummet’?



M: Ja, det er jo klart. Så er han jo selv tankerne, følelserne og intellektet. Han er overalt. Og han har altid været her og vil altid være her.



V: Ja. Du har nok også hørt, at Gud er foran dig, bagved dig, over dig, under dig, i dig. På samme måde som vand er i forhold til fisk.



M: Ja, men det har altid været svært at forstå. Nu tror jeg, jeg er ved at fatte noget af det.



V: Godt! Hvad vil være tilbage, når hele det univers, som vi kan sanse, engang er forsvundet?



M: Ingenting! Der vil kun være et meget stort tomrum. Men hov! Så er det jo Gud, der er tilbage! Jeg kommer lige i tanker om noget mærkeligt. Vi har fundet frem til, hvem jeg er. Men vi fandt faktisk også frem til, hvem Gud er. Så det du siger, er, at Gud og jeg er den samme?



V: Det er den store sandhed. Det er den sandhed, der fjerner uvidenheden. Du er ikke kroppen, du er Gud.



M: Hvis jeg er Gud, så er du jo også Gud?



V: Hvad så med stenen, rosen og elefanten? Hvad vil du sige om dem?



M: Jeg ved godt, hvor du vil hen med det spørgsmål. Men jeg kan ikke få mig selv til at sige, at en rose eller en sten er Gud.



V: Men kan du være enig i, at Gud er tilstede i stenen, rosen og elefanten, på samme måde som i dig og mig?



M: Ja, det kan der jo ikke være tvivl om.



V: Hvis du f.eks. skader rosen eller elefanten, hvem er det så, du i grunden skader?

M: Det er jo Gud!



V: Ja, ligegyldigt hvad du skader i universet, så skader du Gud. Men du skader også dig selv! Tænk på det, jeg fortalte dig sidst om karmaloven. Samtidig gælder det, at ligegyldigt hvad du glæder og gavner i universet, så er det Gud og dermed også dig selv, du gavner og glæder. Tænk på det, så bliver dit liv lettere at leve.



M: Det er godt nok anderledes, end jeg havde forestillet mig. Hvad er det, du siger, Gud, altså dette tomrum, der ikke er noget tomrum, består af?



V: Jeg vil foretrække, at vi ikke går længere ind i dette i dag. Det er nok for dig at vide, at tomrummet, altså Gud, består af en guddommelig energi og en guddommelig intelligens, der reelt styrer alt i dette univers og hinsides universet. Gud kan reelt ikke beskrives. Gud er hinsides vore sanser og vores forstand.



M: Ok, men sig mig så, hvad der i grunden sker med den guddommelige energi, der er i mig, når jeg dør?



V: Forestil dig, at du er en ballon. Denne ballon indeholder den guddommelige energi, du lige nævnte, men også den guddommelige intelligens. Når du dør, svarer det til, at ballonen sprænger. Hvad blev der så af ’din’ guddommelige energi og intelligens?



M: Nå ja, det kan jeg godt se. Den forsvinder i alt det andet.



V: Ja, vi siger også, at den forenes med det guddommelige. Det, der er inde i ballonen og uden for ballonen, er det samme. Den guddommelighed du indeholder, svarer til en dråbe, og det guddommelige uden for dig, er havet. Så det der sker, er, at dråben forenes med havet.



M: Det med dråben er faktisk et godt billede. En dråbe havvand indeholder jo det samme som hele havet.



V: Helt rigtigt. Hvis du vil finde ud af, hvordan havet smager, behøver du ikke at drikke det, du kan nøjes med at smage en dråbe. Men husk, at selv om dråben indeholder det samme som havet, så er dråben ikke havet.



M: Det kan jeg godt se. Jeg kan virkelig godt forstå, at Gud gennemtrænger alt. Der er faktisk slet ikke noget, der kan skjules for Gud, for Gud er jo med i det hele.



V: Det er helt rigtigt, men jeg synes ikke, du skal spekulere mere på alt det i øjeblikket. Du har fået meget at vide. Tænk over det, du lige sagde med, at Gud er tilstede alle vegne. Du ser al muligt forskelligt, men du ser ikke Gud. Det er som en perlekæde. Du ser perlerne, men det er snoren, der holder sammen på det hele. Gud er som snoren. Du ser filmen i biografen, men ikke lærredet.



M: Det er faktisk en god måde at se det på. Men er Gud lige meget tilstede overalt?



V: Ja, men det er forskelligt, hvor meget Gud kommer til udtryk f.eks. i en sten, en rose eller i dig. Selv blandt mennesker, er det forskelligt, hvor meget Gud kommer til udtryk. Forestil dig, at du står foran en række elpærer. De har alle forskellig størrelse, farve og styrke. De er på 15, 25, 40, 60, 75 og 100 watt. De bliver oplyst af den samme elektriske energi. Når strømmen sluttes til, vil de alle lyse, men med forskellig styrke! Elpærerne repræsenterer forskellige eksistenser i verden, strømmen repræsenterer Gud. Kan du forstå det?

M: Selvfølgelig. Det er helt klart. Jeg vil sige, det er lysende klart!



V: Det er godt med dig. Skal vi ikke lige have lidt frugt, inden du går?



M: Jo tak. Det er en ordentlig mundfuld, jeg allerede har fået. Men er Gud virkelig tomrum?



V: Nej! Nu må du koncentrere dig. Jeg har lige forklaret, at Gud ikke er tomrum, men at Gud er den energi og intelligens, der findes i det, vi opfatter som tomrummet. I virkeligheden findes tomrummet som sagt slet ikke. Vi tager den en gang til. Det, vi kalder ’tomrummet’ eller Gud, består i virkeligheden af energi og af en form for intelligens. Og det er det, der er Gud. Gud er selvfølgelig ikke ’tomrum’ eller ’ingenting’. Helt korrekt vil det være at sige, at Gud er. Det betyder, at ’tomrummet’ er Gud. Og dette ’tomrum’ findes overalt, i alt. Det vil nemlig være forkert at sige, at Gud er i tomrummet, for så adskiller du jo Gud og tomrummet. Gud er energi. Men denne energi er skjult for vore sanser, og derfor er den skjult for alle uvidende mennesker.



M: Er Gud så virkelig overalt?



V: Ja, dette ’tomrum’ fylder faktisk næsten hele universet. Et menneskes krop består faktisk af langt over 99,9% ’tomrum’, eller som det rent faktisk er – guddommelig Energi.



M: Det er meget vanskeligt at forstå. Der er da en masse knogler, hud, muskler osv.



V: Rigtigt, men tænk lige på det vi snakkede om vedrørende atomer. Alt består af atomer. Og et atom består af en kerne, der indeholder et varierende antal neutroner og protoner. Rundt om denne kerne farer der et forskelligt antal elektroner rundt. Elektronerne er bittesmå i forhold til atomkernerne, faktisk er atomkernerne helt præcist mindst 1.835,7 gange større end elektronerne.



Afstanden mellem atomkernen og elektronerne og afstanden mellem elektronerne indbyrdes er meget meget stor. Og Gud er netop den energi, der bl.a. holder sammen på alle atomerne, og dermed på alt i hele universet. Det forekommer at være ’tomrum’, men det er guddommelig kraft eller energi. Videnskabsfolk kalder dette ’tomrum’ for elektrisk energi.



M: Det var sørens, så er Gud jo overalt! Er afstanden for øvrigt virkelig så stor i de små atomer?



V: Ja, hvis du forestiller dig, at et atom, altså en atomkerne med elektroner der bevæger sig rundt om den, har en vis størrelse, så er selve atomkernen uendelig lille i forhold til hele atomet.



M: Puha, så kan det blive til noget ’tomrum’.



V: Ja, og også videnskaben er nået frem til, at den sidste rest af det, vi tror, er materie, reelt også består af tomrum, men det skal du ikke tænke på nu. Tænk på, at du nu fik den mere tekniske forklaring på, at Gud i sandhed er overalt. Mens du spiser, kan du slappe af til en rar historie.



Engang ønskede den store vismand Aruni at lære sin søn Svetaketu om det, man kalder ’viden om Gud’. Han ville gøre det på en enkel måde. Han pegede på et mægtigt stort træ, der stod i nærheden, og bad sin søn hente en moden frugt fra dette træ. Da sønnen kom med den lille frugt, sagde faderen:

”Del den i to, mit kære barn”.

”Værsgo. Jeg har delt den i to”.

”Hvad er der i den?”

”Der er selvfølgelig utallige små frø, hvad skulle der ellers være?”

”Fint. Tag et af de små frø og del det”.

”Her er det. Jeg har delt et frø”.

”Hvad er der i det? Hvad ser du?”

”Der er overhovedet ikke noget”.

”Oh mit kære barn! Dette store træ kan ikke komme fra ingenting. Du kan blot ikke se det fine og underfundige, der er i frøet. Det er fra frøet, at dette mægtige træ skyder frem. Det er den kraft, der er den usynlige ånd, der gennemstrømmer alt alle vegne. Du skal tro. Det er denne ånd, der er årsagen til alle eksistenser. Det du er, kære Svetaketu!”

”Det er meget forvirrende, far. Hvordan i alverden kan jeg erkende det, selv om jeg godt ved det?”

Aruni smilede. ”Gør lige en ting for mig. Tag nogle få saltkorn og hæld dem i en kande vand. Lad det stå, mens du sover, og bring mig så kanden i morgen”.

Den lydige søn gjorde, hvad han havde fået besked på, og den næste morgen bragte han kanden til sin far.

Faderen sagde: ”Kære søn. Tag lige saltet”.

Svetaketu følte sig fortvivlet og sagde: ”Far, hvad mener du? Hvordan er det muligt at tage saltet?”

”Ok, så lad være. Men smag så på vandet i overfladen. Hvordan smager det?”

”Det smager salt. Det er det også nødt til”.

”Tag noget vand fra midten og fra bunden, og fortæl mig, hvordan det smager”.

”Ja, det smager også af salt, og det er jo også nødt til”.

”Mit kære barn. Forstå nu, at den ånd jeg fortalte om gennemstrømmer alle eksistenser, og gør det på samme måde, som saltet i kanden gør det. Det er den fine og underfundige ånd. Det du er, kære Svetaketu!”

”Kære far. Hvordan skal jeg gribe det an? Det ser så enkelt ud, og alligevel er det så vanskeligt”.

Aruni sagde: ”Nu skal jeg fortælle dig, hvordan du skal gribe det an, det med at erkende ånden. Hvis vi nu giver en mand bind for øjnene, og fører ham ind i en skov. En skov, som han ikke kender, der ligger langt fra hans hjem. Hvad vil han gøre? Hvordan vil han forsøge at finde hjem? Så snart han bliver overladt til sig selv, vil han fjerne bindet fra øjnene. Så vil han gå rundt og undersøge området, som han er ført til. Han vil gå fra landsby til landsby, og på et tidspunkt vil han møde nogen, der vil lede ham i den rigtige retning. På denne måde vil ham nå sit hjem. Det er måden at finde frem til det åndelige hjem på, fra hvilket vi alle forvildede os ind i vildnisset. Ånden er den ene virkelighed, som vi må styre vores skridt mod. Det du er, oh Svetaketu!”



M: Det var vel nok en god måde, faderen forklarede det på. Er det en historie, du lige har fundet på?



V: Nej, det er det nu ikke. Historien stammer rent faktisk fra et gammelt helligt skrift.

Men nu kunne jeg godt tænke mig, at vi taler lidt om det, du sagde for et stykke tid siden med, at ’jeg’erne’ er godt forklædt.



M: Er det svært at forstå? For jeg er ærlig talt ved at være lidt træt.



V: Nej, tværtimod er det meget let at forstå. Du kan opfatte hele universet som en stor scene, hvor der bliver opført et kæmpe skuespil. Alt i universet har sin rolle at spille. Og de roller er forskellige, også selv om alt, som vi lige har talt om, i bund og grund er det samme.



M: Det kan jeg godt forstå.



V: Den rolle det forskellige har, kaldes i de hellige skrifter for ’ret handling’ eller ’pligt’.



M: Hvad betyder det ord?



V: Ret handling vil sige, at man gør det, man skal. Det, der er rigtigt at gøre, det, der er ens overordnede ’pligt’. Jeg tror, du skal tænke på det som ’pligt’, men en ’pligt’ som altid er det rigtige. Det er altså en overordnet eller en guddommelig pligt. Alt har sin ’pligt’ at udføre. Ordet ’pligt’ henfører til en tings grundlæggende natur. Men husk, det er forskelligt for alt og alle, hvad der er deres ’pligt’.



M: Kan du ikke komme med nogle eksempler på det der med ’pligt’? Og hvordan kan jeg finde ud af, hvad en tings ’pligt’ er?



V: Det er et godt spørgsmål! For at finde ud af, hvad der er en tings eller et levende væsens ’pligt’, må du bruge din hjerne, din fornuft. Man kalder det også for ens skelneevne. Det er den evne, du har til at finde frem til, hvad der bl.a. er rigtigt og forkert. Den evne kan også hjælpe dig med at finde frem til, hvad en tings ’pligt’ er.

F.eks. har græs en ’pligt’ her i universet.



M: Jeg må øve mig på det med skelneevnen. Men sig mig nu, hvad er græssets ’pligt’?



V: Se på det græs derovre. Hvad er dets rolle i det store skuespil? Hvad er dets ’pligt’? Jeg svarer selv, for det kan godt være lidt svært i starten. Græssets ’pligt’ er bl.a. at omdanne kuldioxid til ilt, at være føde for dyr og at være smukt at se på og dejligt at ligge på.



M: Det lyder smukt.



V: Det er smukt. ’Pligt’ er smukt. Hvad, tror du, er ildens ’pligt’?



M: Den skal i hvert fald kunne varme.



V: Det er rigtigt. Det er een af dens ’pligter’. Er der mere, vi med rette kan forvente af ilden?



M: Vi forventer vel også, at den kan fortære ting. Vi talte om det lige før i forbindelse med døden. Ellers ved jeg ikke rigtigt, hvad ilden skal. Jo, måske lyse op og se smuk ud.



V: Det er flot, du er en hel ekspert i det med ’pligt’!



M: Har alt virkelig sin egen ’pligt’?



V: Ja, tænk over det. Tænk på vand, vind, træer, dyr. Lige meget hvad du tænker på, er jeg sikker på, at du kan finde frem til, hvilken rolle de eller det spiller i Det store Skuespil.



M: Jeg er enig. Det tror jeg godt, jeg kan. Men hvad med mennesket, det må jo også have sin ’pligt’?



V: Det kan du sandelig tro. Det er et meget stort emne at komme ind på, men jeg skal forklare det kort. Helt overordnet, fælles for alle mennesker, er det vores ’pligt’ at søge forening med Gud. Altså at smelte ’vores tomrum’ – vores guddommelige energier sammen med det store tomrum, der er Guds mægtige energier. Dråben og havet, som vi talte om før.



M: Er det derfor, mange er religiøse?



V: Ja, det er hovedårsagen, eller burde i hvert fald være det. Religionerne, og det at lære om Gud, havde i deres oprindelse til hensigt at forene ’jeg’erne’ med Gud. Men nok om det nu. Tilbage til menneskets ’pligt’.



M: Ja, du fortalte om det overordnede. Hvad med alt det andet?



V: Det enkelte menneskes ’pligt’ afhænger af den enkeltes situation. Hvad, tror du, er forældres ’pligt’?



M: At passe på deres børn.



V: Ja, blandt andet. Jeg tror, du har forstået det. Hvad med en forretningsmand. Hvad er hans eller hendes ’pligt’?



M: Det ved jeg ikke rigtigt. At tjene penge?



V: Ja, det kan man godt sige. Men tjene penge, så vedkommende kan sørge godt for sine medarbejdere og sin familie, kan overholde landets love, være ærlig i sine forretninger osv.



M: Så er mine læreres ’pligt’ at lære mig og mine klassekammerater noget?



V: Helt præcist. Og opdrage jer lidt!



M: Nå, ja.



V: Det vil altså sige, at selv om alt i hele universet indeholder det samme ’jeg’, der er præcis det samme som Gud, så skal alt og alle udføre noget forskelligt. Forstår du det?



M: Ja, jeg forstår det godt.



V: Det med ’pligt’ er også et mægtigt stort område, som du kan bruge år på at studere. I dag har du fået det helt grundlæggende at vide, og jeg er sikker på, at du får gavn af denne viden



M: Det tror jeg også. Men, må jeg godt stille et spørgsmål?



V: Ja, selvfølgelig.



M: Hvorfor er jeg ikke ovenud lykkelig? Nu har jeg fået svar på livets store spørgsmål: ”Hvem er jeg?”, og alligevel synes jeg ikke, at min verden er forandret.



V: Det er et vældigt godt spørgsmål. Nu skal du få svaret. Når du køber mad, har du så den fulde glæde af maden på det tidspunkt?



M: Nej, jeg har jo ikke spist den.



V: Når du så spiser maden, er det i den situation, du får det fulde udbytte af den?



M: Ja, er det ikke? Hvis maden smager godt, så er det i hvert fald dejligt.



V: Spiser du kun mad, fordi du ønsker at have det dejligt imens?



M: Nej, det gør jeg vel ikke.



V: Det ved du da godt. Hvorfor spiser du?



M: Ja, det er selvfølgelig for, at kroppen skal have noget energi og sådan noget.



V: Ja, og det sker ikke, når du spiser maden, men når du fordøjer den. Det fulde udbytte får du altså først, når du har fordøjet maden.



M: Ja, sådan må det være.



V: På samme måde i denne situation. Du har hørt svaret på spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” Det svarer til, at du køber maden. Udbyttet er meget begrænset, derfor føler du ikke den store glæde. Nu må du gå hjem og tænke over vores samtale. Tænk dybt! Reflekter over alt det, vi har talt om. Det svarer til, at du spiser maden. Det vil du få meget glæde af. Det fulde udbytte af svaret får du først, når du går ud i livet og oplever, altså erfarer, at det er sandt. At svaret er, at du er den guddommelige energi, der udgør tomrummet i hele skabelsen. Og at du handler udfra denne viden. Det svarer til, at du fordøjer maden.



M: Er det let?



V: Alt, hvad der kræves, er opmærksomhed og noget viljestyrke. Styr dit sind, altså dine tanker, i den retning, og du vil helt sikkert opnå succes.



M: Hvad er det for en succes, du tænker på?



V: Du vil opdage, at dit liv ændrer sig i takt med, at du erkender, at du og alt andet skabt i verden grundlæggende er det samme, og at dette er lig med Gud. Du vil opdage, at du bliver langt, langt lykkeligere end i dag.



Kan du huske, at du fortalte mig, at du syntes, der var så meget ondt i verden?



M: Ja, lige meget hvor jeg ser hen, så er der problemer og strid.



V: Hør nu en lille historie, inden du går hjem. Der var engang en fremmed munk, der fastslog, at et fin Herres lidelser skyldtes en defekt i øjet. Han blev derfor rådet til udelukkende at se på een farve. Herren indsamlede al maling og alle områdets malere, og fik overmalet alting med grøn farve – mure, tage, plankeværker, veje, træer osv.



Da munken vente tilbage efter adskillige måneder, blev han overrasket over, at byen ikke var til at kende igen. Han spurgte herren om årsagen til dette og fik at vide, at det var sket i henhold til hans egen forskrift. Munken drillede ham, fordi han havde gjort sig alle de anstrengelser og brugt alle de penge. For, som han sagde, herren kunne have fået det samme ud af blot at tage et par grønne briller på!



M: Ha, ha!



V: Ja, når du hører sådan en historie, så er løsningen let at få øje på. Men hvad når du skal have løst dit problem? Du skal heller ikke tænke på alt det dårlige og det onde i verden. Hvis du tager kærlighedens og det godes briller på, så vil du se alt som godt og kærligt. Det er det, du skal lære af historien. Du bestemmer selv, hvilke briller du vil tage på!



M: Jeg forstår, hvad du siger, men det kan vel ikke lade sig gøre i alle situationer?



V: Det er godt, du spørger. Selvfølgelig handler historien om din dagligdag med de almindelige problemer, der kan forekomme. Igen er det vigtigt at anvende sin skelneevne. For selvfølgelig kan det ikke være meningen, at du skal se en eller anden grufuld handling som god og kærlig, blot fordi du har taget sådanne ’briller’ på. Det vil jo være både forkert og tåbeligt!



M: Det virker logisk. Tak for i dag. Du har virkelig hjulpet mig. I dag har jeg ikke bare fået at vide, hvem jeg selv er, men også hvem Gud er.



V: Hvem Gud er, kan ikke beskrives eller forklares med ord. Du må tage til takke med det, du har hørt i dag.



M: Endnu engang tak!



V: Det var så lidt. Det var min ’pligt



<<tilbage       >>næste