<<< Indholdsfortegnelse                                     www.saibabaofindia.dk                     www.saibabaofindia.com/saidk



 


 

De følgende 5 samtaler mellem Marguerite og vismanden finder sted i vismandens hjem i Indien. I dette land er det mange steder almindeligt, at en familie har en åndelig vejleder, de kan spørge til råds om alt muligt. Vismanden er Marguerites og hendes families åndelige vejleder. Marguerite har således kendt ham hele sit liv. Det betyder, at hun har fuld tillid til, at han vejleder hende på den måde, der er bedst for hende. At samtalerne finder sted i Indien, betyder også, at flere af de historier der fortælles i løbet af samtalerne, er indisk inspireret.



Marguerite er også vant til, at vismanden ikke nødvendigvis kommer med de råd, og stiller de spørgsmål, som hun håber og synes bedst om. Hun har ingen hemmeligheder for ham. Det er hendes erfaring, at det er umuligt. Han ved alt om hende! Hun behandler ham med den fornødne respekt, men alligevel er tonen mellem dem venlig og åbenhjertig.






Et meningsfyldt liv


Marguerite: Goddag, forstyrrer jeg?



Vismanden: Goddag, Marguerite. Selvfølgelig forstyrrer du ikke, men jeg havde ikke ventet dig i dag.



M: Det ved jeg godt, men jeg har lige fået brev om, at jeg er optaget på en videregående uddannelse. Det havde jeg bare lyst til at fortælle.



V: Tillykke, det var vel også det, du havde håbet?



M: Ja, jeg glæder mig. Min skole er da ok, men nu har jeg gået der i så mange år, at det bliver sjovt at lære nye kammerater og nye lærere at kende.



V: Ja, du skal jo videre. Men pas nu godt på dig selv.



M: Tak. Det siger du altid, men hvad mener du i grunden med det?



V: Jeg mener faktisk, at du skal tænke dig om. Du er rigeligt klog til at vide, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt. Du er også klog nok til at vide, hvem du bør være sammen med, og hvem du bør undgå.



M: Nu lyder du som mine forældre! De siger næsten det samme.



V: Og hvad svarer du dem?



M: Jeg siger altid, at de ikke skal bekymre sig, og at der ikke er noget at være bange for.



V: Jeg er ked af at sige det, men der tager du helt fejl. Jeg har lyst til at give dig forskellige råd, nu du skal gå på en anden skole. Rådene har nu ikke specielt noget med dit skoleskift at gøre, men skoleskiftet kan være en anledning til, at du begynder at tænke dybere over nogle ting, som du indtil nu ikke har tænkt så meget over.



M: Det vil være pænt af dig, men har du tid?



V: Jeg har al den tid, jeg behøver. Lad os gå i gang. Når du nu skal begynde på en ny skole, vil jeg lære dig en ny ABC.



M: Findes der mere end een? Det er altså 9-10 år siden, jeg lærte min ABC.



V: Tro mig, min ABC er noget anderledes. Min ABC står for Avoid Bad Company (undgå dårligt selskab). Og denne ABC er vigtigere, end du kan forestille dig.



M: Du lyder så alvorlig.



V: Det er der sandelig også grund til. Mange unge mennesker har fået ødelagt deres liv, fordi de var i dårligt selskab. Kun meget få af dem ville dengang erkende, at det selskab, de var i, var skadeligt for dem. Når deres forældre sagde det til dem, blev de ofte ligefrem sure og trodsige. Forbød forældrene dem at omgås bestemte personer, blev det endnu mere tillokkende at være sammen med dem.



M: Jeg ved godt, hvad du tænker på. Du tænker på dem, der tager narkotika, eller dem, der drikker helt vildt. Det er også dem, mine forældre har advaret mig om. Jeg er altså ikke sammen med dem, der er værst.



V: Jeg tænker nu ikke specielt på dem, du nævner. Selvfølgelig vil ingen ønske, at du går sammen med narkomaner eller alkoholikere, men det er ikke deres selskab, der udgør den største fare for dig.



M: Hvis det ikke er den slags selskab, hvad er det så for et selskab, du vil advare mig imod?



V: Ingen mennesker er udelukkende gode eller udelukkende dårlige. Men nogen mennesker er overvejende gode eller overvejende dårlige. De gode er dem, der handler rigtigt. Dem, der følger deres samvittighed. De dårlige er dem, der ofte handler forkert. Det er dem, der er styret af deres egen egoisme. Jeg vil ønske for dig, at du kommer sammen med gode mennesker.



M: Hvorfor er det så vigtigt. Jeg er jo Marguerite, og jeg er vel et godt menneske? Det har du i hvert fald selv fortalt mig.



V: Helt rigtigt, men hvad sker der med blomster, der er pakket ind i papir, der lugter af fisk?



M: Ja, blomsterne vil også komme til at lugte af fisk.



V: På samme måde med dig. Hvis du er i selskab med nogen, der enten lyver, stjæler, bander, tager narkotika, taler ondt om deres forældre og lærere, ikke laver deres lektier eller snyder, så er der stor risiko for, at du også begynder at lyve, stjæle, bande, tage narkotika, tale ondt om dine forældre og lærere, ikke laver dine lektier og snyder. Du tror det måske ikke i dag, men tro mig, sådan vil det nok gå. Lyt til denne lille historie:



Hæld et glas vand ned i en stor beholder, der indeholder 100 glas mælk. Det vand, du hældte ned, får mælkens egenskaber og indbringer mælkens pris. Det forædles ved foreningen! Hæld et glas mælk i en beholder der indeholder 100 glas vand. Mælken mister sin helbredende og nærende egenskab og bliver lige så smagsløst som selve vandet! Det er konsekvensen af det selskab, vi blander os med.



M: Det lyder på en eller anden måde, som om det er noget afgørende noget det med, hvem man er sammen med. Det er næsten uhyggeligt. Men vil du påstå, at jeg ikke er stærk nok til at undlade at begynde på alt det, du lige snakkede om? Du kender mig da. Jeg elsker mine forældre, hvorfor skulle jeg begynde at tale ondt om dem?



V: Jeg er ked af at sige det, men også du løber en risiko ved at være i dårligt selskab. Det behov, alle mennesker har for at være sammen med andre, er meget stærkt. Nogen gange vil man være sammen med bestemte mennesker, uanset hvad det ’koster’. Du skal ikke blive urolig, du skal bare tænke dig om.



M: Jamen, hvad er det, jeg skal se efter?



V: Du vil hurtigt opdage, hvis de personer, du er sammen med, ikke er gode. Er de nogen, der taler ondt om andre, driller de eller mobber de ligefrem andre, stjæler de i butikker eller fra deres forældre, snyder de med skolearbejdet? Støder du på sådanne personer, så skal du prøve at få dem fra at gøre de dårlige ting. Kan du ikke det, så vil jeg anbefale, at du finder nogen andre at være sammen med.



M: Hvad så, hvis jeg bliver drillet?



V: Det gør ikke så meget. Kan du huske, hvad der var det dårligste selskab, du kunne komme i?



M: Ja, nu du spørger. Det var det selskab, der gjorde mig ond eller fik mig til at være et dårligt menneske.



V: Og hvad var det næst dårligste?



M: Det var det selskab, der gjorde noget ondt ved mig. Nu husker jeg det. Jeg skal simpelthen ignorere deres drillerier og holde mig væk fra dem, når det kan lade sig gøre.



V: Det er helt rigtigt. Så vil de miste interessen for dig. For alt i verden må du ikke komme i dårligt selskab.



M: Jeg har forstået det. Men er det ikke tegn på svaghed sådan at stikke ’halen mellem benene’?



V: Overhovedet ikke. Tværtimod! Det kan godt være, det lyder underligt, men det er den stærke, der bøjer sig.



M: Det forstår jeg ikke. Jeg har altid troet, at det var de stærke, der fik deres vilje igennem.



V: Slet ikke. Forestil dig en stærk mand, der engang imellem truer sin kone med øretæver. Hvis de er uenige, og manden derfor truer sin kone, så han får sin vilje, er det så tegn på egentlig styrke?



M: Det ved jeg ikke rigtigt. Det er i hvert fald et tegn på, at han er stærkest.



V: Ja, han er født med flere muskler, men forestil dig, at han giver efter og lader det blive, som hans kone ønsker. Se, det er styrke. Det er rigtig styrke. Det kræver meget mere at give andre ret end at hævde sin egen ret.



M: Det tror jeg godt, jeg forstår. Jeg var engang udsat for, at min far og jeg var uenige om, hvilken film vi skulle se i biografen. Jeg var ikke ret gammel, men var meget opsat på at se en bestemt tegnefilm. Min far ville se en film, der hed E.T. Det endte med, at vi så tegnefilmen.



V: Præcis. Din far kunne sagtens have fastholdt, at I skulle se E.T., men han brugte sin styrke til at bøje sig. Den stærke bøjer sig. Se på frugttræerne. Når de står med al deres modne frugt, bøjer de sig ydmygt mod jorden. Det stærke menneske bør også bøje sig ydmygt og lade de svagere få deres ret.



M: Det er nu lidt mærkeligt, for i skolen er det gerne dem, der er stærke og som ’styrer’ det, man ser op til. Siger du, at de rent faktisk ikke er de stærkeste?



V: Ja, det er ikke egentlig styrke. Det kan være, de er fysisk stærke, men hvad er det værd i livet? Nej, åndelig styrke er det, der kan give een lykke, hvis den bruges rigtigt. Hvilken styrke ligger der i at kunne undertrykke andre, at gøre dem bange eller kede af det? Der ligger allerhøjest uvidenhed eller dumhed i det. De ved det bare ikke. De tror, at det går dem godt, så længe de kan ’styre’ det hele. Senere i livet vil de opdage, at det rent faktisk var en utrolig svaghed, for deres indstilling vil give dem mange sorger og bekymringer.



M: Det er der vist ikke mange, der er klar over.



V: Nej. Jeg får for øvrigt lyst til at fortælle dig, at et skoleskift er alle tiders mulighed for at få nye gode vaner. Det er på tide, at du får at vide, at du faktisk kan ændre dig på alle de områder, du ønsker.



M: Det tror jeg ikke rigtigt på! Jeg har flere gange prøvet at ændre noget uden, at det er lykkedes.



V: Det kan være, at det er fordi, du har prøvet i stedet for at gøre det. Ofte skal du ikke prøve, men gøre det! Du kommer ikke uden om træning, træning og atter træning, hvis du vil ændre dine dårlige vaner. Men tag nu lidt at drikke og spise, så skal jeg fortælle en dejlig historie.



Der var en konge, der engang indkaldte alle landets hyrder til et møde. Han henvendte sig til dem på følgende måde: ”Jeg vil give hver af jer en ged. I skal opdrage den godt. Jeg vil sammenkalde jer igen efter et par måneder. I skal da medbringe gederne. Hvis I kan få geden til at afstå fra at æde græs og blade, vil jeg give jer en kontant belønning på et tusinde kroner. I vil alle få penge, så I kan fodre gederne godt”. Hyrderne blev meget glade og var fulde af forundring over den interesse, kongen udviste overfor jævne hyrder.



Hyrderne tænkte, at det vil blive let at opdrage geden på en måde, så den afstod fra at æde græs og blade. De tænkte: ”Trods alt er ens smag for en bestemt slags mad et spørgsmål om vane. Vi kan fodre geden med anden mad end blade”. Efter to måneder blev alle hyrderne bedt om at bringe gederne til hovedstaden. Et stort område var ryddet og indhegnet. I indhegningens midte var der samlet en stor bunke af grønne blade. På den fastsatte dag og det fastsatte tidspunkt ankom hyrderne med deres geder, der var flotte og i god stand. Kongen gik ind i indhegningen og beordrede hyrderne at løsne deres geder. Alle gederne løb grådigt mod bladbunken. Kongen så interesseret rundt, og hans blik faldt på en ung pige med en ged, der stod helt stille ved siden af hende. Han bemærkede, at geden hele tiden så på den kæp, pigen havde i hånden. Pigen holdt en håndfuld blade i den anden hånd. Geden var hverken tøjret til en stolpe eller på anden måde bundet. Den kunne frit løbe sin vej, men det gjorde den ikke.



Kongen var temmelig overrasket og veltilfreds med, hvad han så. Han spurgte hyrdinden: ”Kære pige! Jeg er virkelig glad for, at i det mindste een af så mange hyrder var i stand til at opdrage en ged i henhold til mine forventninger. Geder har en instinktiv smag for blade. Hvordan lykkedes det dig at udrette det kunststykke?” Pigen hilste behørigt på kongen og sagde: ” Oh konge! Hvad vi kan lide, og hvad vi ikke kan lide, afhænger af vore vaner. Hvis vi i mange dage eller måneder bliver ved med at spise eller gøre et eller andet, udvikler vi en smag for det, og det bliver en vane. Tilsvarende, hvis vi afstår fra at gøre noget i mange dage, så vil vi helt sikkert få succes med vores forsøg.



Fra den dag jeg vendte hjem med geden, fulgte jeg en bestemt strategi. Jeg blev ved med at holde en håndfuld blade foran gedens mund. Når den skulle til at spise dem, slog jeg den hårdt over munden med kæppen. Jeg fortsatte med at gøre det i en måned. Geden ville naturligvis aldrig vise sin iver efter at spise bladene af frygt for at få et slag over munden. Så snart den så kæppen, blev den rolig. Men jeg fodrede min ged med noget andet mad. Jeg passede geden med kærlighed. Oh konge! Der er intet, der er umuligt at opnå for nogen af os. Hvad, der er nødvendigt, er vedvarende og tålmodige anstrengelser og praktisering”.



Kongen takkede hyrdinden for at have lært ham en lektie for livet. Som lovet gav han hende en pung med et tusinde kroner.



Historien er slut!



M: Jeg kan godt se det. Hvis man kan få en ged til at holde op med at spise græs og blade, så burde jeg i hvert fald også kunne holde op med at spise så meget slik.



V: Ja, det er udelukkende et spørgsmål om tålmodighed og vilje. Det kan godt lade sig gøre. Kan du huske, jeg sagde, at det er en svaghed at ’styre’ andre, og at det vil give dem mange sorger og bekymringer?



M: Ja. Hvilke problemer tænker du på?



V: Det kan f.eks. være, at de udvikler egoisme, stolthed, begær efter magt eller ønsket om at manipulere andre.



M: Det kan jeg godt se. De kan ligefrem udvikle de indre fjender ved at ’styre’ andre.



V: Ja, og disse problemer vil ikke blot skade dem selv, men også dem, der elsker og holder af dem.



M: Tænker du på deres forældre?



V: Ja, måske først og fremmest deres forældre, men også f.eks. ægtefæller, kærester og søskende.



M: Du taler tit om forældrene. Er det så vigtigt med de forældre? En dag flytter vi unge jo hjemmefra, og så er det vel det? Skal jeg tage hensyn til mine forældre, når jeg beslutter, hvad jeg vil foretage mig?



V: Det bør du i allerhøjste grad gøre. Jeg kunne godt tænke mig at tale lidt med dig om forholdet til dine forældre. Er du interesseret i det?



M: Ja, jeg er spændt på, hvad du vil sige. Du kender os jo og ved en del om, hvordan vi har det derhjemme.



V: Jeg vil nu godt starte med et spørgsmål. Hvor mange mennesker her på jorden tror du, der virkelig elsker dig og vil gøre alt for dig?



M: Jeg har en veninde og en kæreste, men jeg ved ikke rigtigt, om de elsker mig, eller om de bare holder af mig. Jeg har også et par lærere, jeg er sikker på interesserer sig meget for mig, men jeg tror ikke, de elsker mig. Mine forældre og min storebror, de elsker mig. Det er jeg sikker på.



V: Tror du, mange unge har det sådan?



M: Ja, mon ikke det er meget almindeligt. Nogen har også bedsteforældre, der elsker dem, men mine er jo døde.



V: Elsker forældre altid deres børn?



M: Jeg er i tvivl. Jeg tror, at langt, langt de fleste elsker deres børn. Der kan vel være nogle få, der ikke gør det, men det er sjældent.



V: Lad mig så stille dig et spørgsmål, for der er noget, der altid har undret mig. Vi er over 6 milliarder mennesker på jorden. Af disse 6 milliarder mennesker er der et sted imellem 1 og 10 personer, der virkelig elsker een. Hvordan kan det så være, at mange af I unge, også dig, engang imellem vælger at gøre netop dem kede af det, bekymrede eller ligefrem bange? Hvorfor vælger I at skade lige netop de få, der virkelig elsker jer?



M: Puh ha! Sådan nogle spørgsmål kan jeg da ikke lide at få.



V: Det ved jeg godt, men jeg undlader ikke at stille de rigtige spørgsmål, bare fordi du ikke kan lide dem!



M: Jeg bliver nok nødt til at svare for mig selv. Jeg tror ikke, jeg tænker nærmere over, at det lige er de personer, der elsker mig allermest. Men det er rigtigt. Det menneske, jeg skændes mest med i hele verden, er min mor. Og det er også hende, jeg elsker højest.



V: Det lyder ikke særligt klogt!



M: Det er det heller ikke, men nogen gange irriterer hun mig. Det er også hende, der siger, hvornår jeg skal være hjemme om aftenen. Og det er altid tidligere end mine kammerater.



V: Se på dig selv! Du er smuk, velklædt og klog. Du har måske ikke alt, hvad du kunne tænke dig, men du har, hvad du behøver. Alt det kan du takke din far og mor for. Det er dem, der lige fra starten har passet og plejet dig, har sørget for, at du fik det rigtige at spise og drikke, at du fik den nødvendige søvn osv.



M: Det er selvfølgelig rigtigt, men min mor irriterer mig altså engang imellem.



V: Du skal prøve at holde op med at irritere hende. Hun elsker dig, hun vil dig intet ondt. Det er ikke sikkert, hun altid har ret, men du bør acceptere det, hun siger. Du har heller ikke altid ret. Hvis dine kammerater driller dig, f.eks. med at du ikke må være længe til fest, så er det helt sikkert ikke rigtige kammerater alligevel. Det er blot nogle, du gerne vil være sammen med og måske behage.



M: Ja, ja. Jeg skal nok prøve.



V: Her tror jeg ikke, du skal prøve. Jeg tror, du skal gøre det. Du kan ligeså godt tidligt lære, i praksis, at elske dem, du elsker. Før eller senere opdager du, at det er det eneste rigtige.



M: Hvad så med de tilfælde, hvor jeg og en anden bare er så sure og irriterede på hinanden, så man slet ikke kan se nogen ende på det? Sådan har jeg det f.eks. med en af mine lærere. Han er godt nok dum!



V: Jeg er sikker på, at han ikke er dum! Det er vist dig, der er den dumme, når du siger, at han er dum. Det, du mener, er, at han ikke er, som du godt kunne ønske, han skulle være. Og det er noget helt andet. Men hvad mener du med, at du slet ikke kan se nogen ende på det?



M: I over et halvt år har vi været uvenner, og det bliver værre og værre. Vi kan næsten ikke tåle synet af hinanden. Blot vi siger få ord til hinanden, så skændes vi. Han spørger mig for resten næsten aldrig i timerne. Og det er godt, for jeg laver sjældent lektier til hans timer.



V: Kære Marguerite! Det lyder helt skørt, det du siger. Siger du, at du ikke arbejder med et fag, fordi du ikke kan lide din lærer? Ja, du nikker, men fornuftigt er det ikke. Nu skal du få at vide, hvad du skal gøre, hvis en situation med en anden er helt fastlåst. Det kunne også være mellem dine forældre eller bror og dig. Du, og jeg mener dig, skal gøre noget helt uventet, så vil der også ske noget uventet.



M: Hvad mener du med det? Jeg forstår det ikke.



V: Den måde du er på overfor din lærer, og den måde din lærer er overfor dig, er stort set altid den samme, ikke?



M: Jo, vi er altid sure på hinanden.



V: For at bryde det mønster, må der ske noget uventet. Du kunne bede om en samtale med ham. Du kunne skrive et brev, hvori du skriver, at du er ked af det forhold, der er mellem jer, og om I ikke kunne tale om det. Eller du kunne begynde at være meget velforberedt netop til hans timer, række hånden op hver gang, aflevere alle opgaverne og i det hele taget deltage i klassediskussionerne.



M: Det lyder hårdt.



V: Det eneste hårde er at få begyndt, at få taget det første skridt. Senere vil du opdage, at det er let at gøre det rigtige. Det kan godt være, at du skal være tålmodig, men en dag vil du opdage, at hans måde at være på overfor dig også ændrer sig. Og du vil blive meget glad.



M: Det lyder som noget, der var værd at prøve. Men hvad med min mor? Nogen gange er vi uvenner i lang tid, og jeg ønsker bare, det vil holde op. Hvad kan jeg gøre der? Jeg skal vel ikke skrive et brev til hende?



V: Nej, det er der nok ingen grund til, selv om det for nogle kunne være en god løsning. Hvad er det typisk, I bliver uvenner over?



M: Det er nok meget med, at jeg ikke rigtig laver nok derhjemme. Min mor mener, jeg godt kunne deltage lidt mere i det daglige arbejde.



V: Det mener jeg også! Det, du skal gøre, skal være noget, der er helt uventet for din mor. Forestil dig, at din mor en dag kommer hjem, og så har du f.eks. bagt boller, lavet mad, vasket op, lagt vasketøj sammen eller været ude i skoven og plukke en stor buket blomster til hende. Tro mig, hvis noget af dette virkelig kommer som en overraskelse for din mor, så vil hendes reaktion også være uventet. Det vil være din handling, der bryder isen. Og så vil I begynde at snakke fornuftigt sammen. I vil tale om, hvordan I løser jeres problem. Det nytter jo ikke noget, at du giver blomster og så fortsætter med ikke at lave noget derhjemme. Hvis du elsker din mor, så tænk på, at du glæder hende, mens du f.eks. vasker op. Tænk ikke på det som arbejde, men tænk på det som noget, du gør for at glæde en person, du elsker.



M: Ja, det lyder rigtigt. Men kunne det ikke lige så godt være min lærer eller min mor, der gjorde det uventede?



V: Selvfølgelig, men det skal du slet ikke bekymre dig om. Det er dig, der skal gøre det. Det er dit ansvar at gøre noget ved det, ikke nogen andres.



M: Ord er sandelig vigtige. Jeg sidder og tænker på, at det tit er på grund af det, vi siger, at vi bliver uvenner. Også når jeg tænker på mine kammerater.



V: Ja, ord kan være som knive, der skærer i sindet. Et sår fra en kniv heles, men der er eksempler på, at sår forårsaget af ord aldrig bliver helet. Det lyder måske utroligt, men sådan er det. Der er familier, der er fuldstændigt splittet, fordi een engang har sagt et eller andet til en anden.



M: Man skal faktisk passe meget på med, hvad man siger. Det er nok derfor ordsproget: ”Tænk, før du taler”, findes.



V: Kunne du godt tænke dig at få at vide, hvordan du kan undgå at skade andre med dine ord?



M: Ja, det kan du tro. Der er nok også mange, der godt kunne tænke sig, at jeg lærte det. Engang imellem får jeg sagt noget, jeg fortryder. Jeg synes ikke, at jeg tænker på, at nu vil jeg skade en eller anden, men det sker engang imellem.



V: Hør nu godt efter. Der er kun tre regler for, hvad du skal sige: 1) Du skal sige det, der er sandt. 2) Du skal sige det, der er venligt. 3) Hvis noget er sandt, men ikke venligt, så skal du ikke sige det. Sådan er reglerne, det er det hele.



M: Betyder det, at jeg engang imellem ikke skal sige det, der er sandt? Skal jeg da lyve?



V: Nej, selvfølgelig ikke. Men du kan lade være med at sige noget som helst.



M: Kan du ikke lige komme med nogle eksempler?



V: Lad os se på det med at tale sandt, når det ikke er venligt. Forestil dig, at en af dine veninder kommer i skole med nye sko. De er noget af det grimmeste, du har set længe. Det er sandt for dig. Hvorfor skulle du dog sige det til hende? Det ville jo være direkte ondskabsfuldt. Eller hvad hvis din veninde glædesstrålende kommer og fortæller dig, at hun skal på ferie et bestemt sted. Du har måske været der, men syntes ikke om stedet. Hvorfor skulle du sige det til hende? På den anden side, hvis du taler venligt og blidt, men usandt, så baner du blot vejen for mere elendighed.



M: Jeg forstår det godt, men gælder den tredje regel altid? Er der ingen undtagelser?



V: Kan du huske, at jeg har lært dig, at du altid skal være god? Det kan godt være, det er svært at leve op til, men jeg regner med, at du hele tiden arbejder med det. Har jeg nogen sinde sagt til dig, at du skal være god det meste af tiden?



M: Nej. Lad os glemme mit spørgsmål.



V: Der er i dag mange, der ikke taler sandt eller ikke taler venligt. Det er en af hovedårsagerne til, at mange ikke har det godt. At lyve er på alle måder dårligt. Det skader først og fremmest den, der lyver. Dernæst skader det ofte den, der hører løgnen. Og endelig er det meget mere besværligt at tale usandt end sandt. Når du lyver, skal du jo huske, hvad det var, du sagde. Taler du sandt, så skal du ikke tænke nærmere over det.



M: Det er rigtigt. Men hvad er det med, at det kan skade den, der taler usandt? Hvordan skal det forstås? Hvis jeg fortæller min mor, at jeg kom hjem kl. 01, men egentlig først kom klokken 02, så kan det vel ikke skade mig, hvis hun tror på det?



V: Vi har før talt om reinkarnation, det, at man bliver genfødt, er det ikke sandt?



M: Jo, nu ved jeg, hvor du vil hen. Du vil tale om, at både mine gode og dårlige handlinger kommer tilbage til mig i det næste liv.



V: Ja, i dette eller i det næste liv, men det er nu ikke bare det, jeg vil sige. Jeg er sikker på, at du selv tænker over det, som du lige nævnte. Nej, jeg vil hellere tale om selvværd og selvtillid. Lad os starte med selvværd. Ved du, hvad det er?



M: Ja, det tror jeg da. Er det ikke noget med, om jeg kan lide mig selv?



V: Helt rigtigt. Og hvis du kan lide dig selv, hvis du synes, du er ok, så vil du få selvtillid, som jo betyder, at du vil have tillid til dig selv, til selvet. Dette selv, som er din egen iboende guddommelighed.



M: Jeg kan godt forstå sammenhængen, men jeg troede, at jeg fik selvtillid af, at andre roste mig. Jeg har da altid fået at vide, at det er vigtigt at rose andre, så de kan få selvtillid. Er selvtillid da ikke noget, man får af andre?



V: Du har til en vis grad ret, selvfølgelig er det vigtigt at rose andre. Og selvfølgelig kan det hjælpe med at opbygge deres selvtillid. Men andres ros er ikke det vigtigste. Forestil dig, at du kommer hjem til din mor efter denne snak, og hun starter med at sige: ”Marguerite, hvor er jeg altså stolt af dig. Jeg er så stolt over, at du altid er en god veninde overfor Louise. Jeg har nemlig lige hørt, at hun har så mange problemer derhjemme. Det er da godt, hun har een som dig, der kan støtte hende”. Hvad hvis du fik sådan en ros, hvordan ville du have det med det?



M: Jeg ville helt sikkert få det dårligt. Måske ville jeg skamme mig.



V: Ville du få større selvværdsfølelse og mere selvtillid?



M: Nej, måske tværtimod.



V: Hvis andres ros skal have en gavnlig virkning på dit selvværd og din selvtillid, så skal den være berettiget. En sådan ros gavner dog lige så meget giveren, fordi vedkommende er flink overfor en anden, som den gavner modtageren.



M: Hvordan skal det forstås?



V: Hvis en person roser dig for noget, som er virkelig berettiget, så vil du jo selv vide, at du har gjort noget godt. Din egen viden om, at du har gjort noget godt, eller sagt på en anden måde, at du har handlet rigtigt, er det, der giver dig den største selvværdsfølelse og den største selvtillid. Eller jeg skulle måske sige, at det var det, der burde give dig den største selvværdsfølelse og den største selvtillid.

M: Siger du, at selvværd og selvtillid i grunden kommer fra mig selv? At det ikke er noget, jeg får af andre?



V: Ja, lige præcis. Hvis du vil holde af dig selv, så skal du gøre det, der er rigtigt at gøre. Så vil dit sind ikke blive forstyrret af dårlige tanker, som opstår, når du f.eks. er ked af noget forkert, du har gjort. Sådanne tanker vil blive erstattet af en indre tilfredshed med, at du gør det rigtige. Måske tænker du slet ikke over det, men følelsen er der et sted.



M: Jeg synes ellers, jeg kender mange, der gør en masse forkert hver eneste dag, og som ser ud til at være i strålende humør. Hvordan hænger det sammen?



V: Det ændrer ikke noget ved det, jeg sagde lige før. Enkelte mennesker er så uvidende, at de aldrig skænker deres handlinger en tanke, men det er undtagelsen. For resten af dem, der f.eks. skader andre hver dag, gælder, at også de engang imellem, måske når lyset er slukket, lige før de skal sove, tænker over og fortryder deres handlinger.



M: Hvis det er rigtigt, hvorfor bliver de så ved med at handle forkert?



V: Hovedårsagerne er uvidenhed, og at de er fastlåst i en rolle. Omgivelserne forventer altid, at vi mennesker handler, som vi plejer. Sker dette ikke, bliver vi forvirrede, for så skal vi jo til at vurdere og dømme andre hele tiden. Det er lettere, at vi er, som vi altid har været! Det er sådan noget, der gør det meget svært at bryde et adfærdsmønster.



M: Jeg tror, jeg forstår, hvad du mener, men kan du ikke komme med nogle eksempler?



V: Bare tænk på din klasse og dine lærere. Ligner den ene dag ikke den anden? Er det ikke sådan, at nogle elever er klassens friske piger eller drenge, mens andre er f.eks. dydsmønstre eller sløve? Er der ikke nogle lærere, der er sjove, og andre, der er kedelige? Nogle der er meget forberedte, andre der er knapt så forberedte?



M: Jo, sådan er det nok altid.



V: Du har helt sikkert også oplevet at skulle have ny lærer og så spurgt andre elever, hvordan denne lærer er. Inden din nye lærer kommer ind i klassen første gang, har I elever en forventning om, hvordan læreren er. Er det ikke rigtigt?



M: Jo, og det passer som regel.



V: Det er klart! Også læreren er fastlåst i en rolle. Lad os lige vende tilbage til de elever, der ofte skader andre, f.eks. ved at drille eller ligefrem være ondskabsfulde. De er jo kendt netop som de typer. De er hver dag sammen med andre, der kan lide denne type. Hvis de pludselig ændrer adfærd, og f.eks. forsvarer dem, der bliver drillet, og selv undlader at drille, så vil de miste deres vennekreds. Man kan også sige, at de bliver udstødt af flokken. Den flok, der hver dag giver dem tryghed. Det er faktisk svært.



M: Det lyder også lidt uhyggeligt. Men det var vel også noget af det, du mente, da du lærte mig min nye ABC: Avoid Bad Company?



V: Helt rigtigt. Så hvis du virkelig ønsker at kunne lide dig selv, og du virkelig ønsker at have selvtillid, så må du gøre det, der er rigtigt at gøre. Så selvværd og selvtillid kommer først og fremmest inde fra dig selv. Hvis andre roser dig for noget godt, du har gjort, er dette da også godt, men ikke så betydningsfuldt som din egen oplevelse af dig selv. Men der er lige noget, der er meget vigtigt at huske her. Den selvtillid jeg har talt om, er som sagt meget vigtig, men den må aldrig føre til hovmod! Du må aldrig komme til at tro, du er mere eller bedre end andre. Jeg fortæller lige en kort historie.



Jeg går ud fra, at du kender navnet Sir Isaac Newton, der var en engelsk videnskabsmand fra det 18. århundrede. Han var altid travlt beskæftiget i sit laboratorium med at udføre eksperimenter og nedskrive sine forskningsresultater. Han elskede dyr. Han havde både en hund og en kat som kæledyr. Newton plejede at låse døren til laboratoriet indefra, så hunden eller katten ikke skulle forstyrre ham. Katten var meget spinkel og lille. Den elskede at være hos sin herre. Katten plejede altid at kradse på døren til laboratoriet og mjavede konstant for at kræve at komme ind. Newton kunne ikke bære at høre kattens jammerlige mjaven og dens kradsen, men han kunne ikke holde døren åben af hensyn til alle de mennesker, der så ville forstyrre ham.



Han sendte bud efter en tømrer og bad ham save et hul i døren, så katten let kunne komme ud og ind af laboratoriet. Tømreren udførte arbejdet. Newton var tilfreds med sin gode idé. Da der var gået et stykke tid, fik katten en killing. Da Newton opdagede dette, sendte han igen bud efter tømreren: ”Du må hellere save endnu et hul, som killingen kan gå igennem”. Tømreren kunne ikke forstå Newton’s enfoldighed. Han sagde: ”Sir, undskyld mig, der er ingen grund til at save endnu et hul. Både katten og hendes killing kan gå ind og ud af det samme hul, den ene efter den anden”. Newton sagde: ” Oh, hvor klog du er! Den tanke faldt mig slet ikke ind! Jeg har i sandhed lært noget af dig i dag”.



Sådan var Newton’s ydmyghed, verdens berømte videnskabsmand. Så du kan nok se, der er ingen grund til, at du ikke også skulle kunne lære noget af andre!



M: Det var flot af Newton at indrømme, at han ikke kunne finde ud af noget så simpelt.



V: Hvem siger, at noget er simpelt? Det er vel kun simpelt for dem, der kan se eller forstå det? Du bør tænke over, at du kan lære nyt af samtlige de mennesker, du møder på din vej!



M: Det skal jeg nok. Det, du sagde om at gøre det rigtige, føles rigtigt. Men hvordan kan jeg vide, om det, jeg gør, også er det rigtige? Vil der ikke være mange situationer, hvor jeg kan komme i tvivl om, hvad jeg skal sige eller gøre?



V: Det er godt, du nævner både det at sige noget og det at gøre noget. For når jeg taler om at gøre det, der er rigtigt, så mener jeg, at du både skal tænke, tale og handle rigtigt. Det hele er vigtigt. Noget af det vigtigste, der adskiller mennesker fra dyr, er, at vi mennesker er udstyret med evnen til at skelne mellem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Man kalder det simpelthen skelneevnen. Denne evne sidder i din hjerne. Det betyder, at når du står foran at skulle sige eller gøre noget, så kan du spørge dig selv om, hvad der er rigtigt at gøre.



M: Hjælp mig lige med nogle eksempler.



V: Tag eksemplet med Louise. Da du blev vred på hende, er jeg sikker på, at du ikke først tænkte over, om du skulle blive vred på hende. Hvis du havde givet dig tid til at tænke over, hvad du skulle gøre, havde du måske valgt en anden løsning. Formålet med at reagere var jo, at hendes drillerier skulle holde op. Hvad kunne du også have valgt at gøre?



M: Ja, jeg kunne jo have talt med hende. Eller nu ved jeg det! Jeg skulle først sikre mig, at jeg ikke var vred, som du tidligere har lært mig. Og så skulle jeg have talt med hende.



V: Præcis! Hvis du stille og roligt havde fortalt hende, hvor ked af det hun gjorde dig, så er jeg ret sikker på, at hun ville have holdt op. Vi kan ikke vide det, men kun meget få mennesker er rigtig onde, og Louise er i hvert fald ikke en af dem. Resten er blot ubetænksomme.



M: Jeg tror, du har ret. Normalt er Louise jo meget sød.



V: Vi kan også tage eksemplet med den lærer, du ikke kan lide. Når du sidder derhjemme og skal lave lektier, så tænk over, om det vil være rigtigt eller forkert at lave lektier til hans timer. Tænk rigtigt over det. Jeg er ikke i tvivl om, at du så vil lave lektierne.



M: Vil det sige, at jeg hele tiden skal tænke over, hvad det er rigtigt, og hvad der er forkert? Jeg kan godt se, der er rigtigt, men er det ikke meget besværligt?



V: Rent faktisk bør du ikke sige noget eller gøre noget, før din hjerne har vurderet, om det er rigtigt eller forkert. Det kan lyde besværligt, men det er det ikke. I starten vil du bruge lidt tid på det, men hen ad vejen vil din hjerne automatisk vurdere det i løbet af et splitsekund.



M: Er der aldrig nogen gange, hvor jeg kan blive i tvivl om, hvad der er det rigtige?



V: Jo, i sjældne tilfælde kan det være næsten umuligt at finde ud af det. Din hjerne kan simpelthen ikke klare det. Hvad tror du så, du skal gøre? Jeg har vist fortalt dig før, hvor sandheden altid er?



M: Jeg tror, jeg har glemt det.



V: Det gør ikke noget, så får jeg lejlighed til at sige det igen. Du kan få svaret hos din egen samvittighed, der er det, vi kalder den indre stemme eller den iboende guddommelighed.



M: Ja, selvfølgelig. Nu kan jeg huske det. Det er der, hvor jeg altid får et klart svar. Enten er det et ja, eller også er det et nej. Og hvis der skulle dukke tvivl op, så er det et nej.



V: Helt rigtigt. Nu kunne jeg godt tænke mig at vende tilbage til forholdet til din mor og den lærer, du ikke var så glad for. Hvad var det, du ønskede af dem?



M: Jeg kunne godt tænke mig, at min mor var sødere ved mig. At hun ikke råbte af mig og havde mere tillid til, at det, jeg sagde, var rigtigt.



V: Og hvad med din lærer?



M: Bare han ville lade mig være i fred. Han stoler ikke på mig, han kan ikke lide mig, og han lærer mig ikke noget!



V: Det var ikke så lidt. Jeg går ud fra, at du godt kunne tænke dig at få det, du ønsker dig fra din mor og din lærer. Lad os se på det. Nu skal jeg fortælle dig, hvordan du kan få dine ønsker opfyldt. Og det gælder alle slags ønsker. Her kommer det: Hvis der er noget, du virkelig ønsker dig, og du vil være sikker på at få det, så skal du blot give det væk!



M: Hvad!?



V: Ja, engang imellem er løsningen næsten modsat af, hvad man forventer. Hvis du ønsker, at din mor er sød ved dig, så skal du være sød ved hende. Hvis du ønsker, at din mor ikke råber af dig, så skal holde op med at råbe af hende. Hvis du ønsker, at din mor skal have tillid til det, du siger, så skal du have tillid til det, hun siger. Det er metoden.



M: Siger du, at det er mig, der skal gøre det hele?



V: Ja, det er i hvert fald dig, der skal starte. Det er dit eget ansvar at få ændret på de forhold, som du gerne vil have ændret.



M: Også selv om jeg næsten kun er et barn?



V: Også selv om du næsten kun er et barn. Det fritager dig ikke for at tage ansvar for dig selv. Men hvad var det, du ønskede fra din lærer? At han lod dig være i fred! Her er du helt galt på den. Din lærer må på ingen måde lade dig være i fred. Så ophører han jo med at være lærer. Og hvad var det med, at du ønskede, han ville lære dig noget? Hænger det sammen med, at han skal lade dig være i fred? Du ønskede også, at han stolede på dig. Du kan vel næsten regne ud, hvad jeg vil sige til det?



M: Ja, du vil have, at jeg skal stole på ham. Men hvad vil det egentlig sige at stole på en lærer?



V: Du må tro på, at din lærer vil dig det godt. Du må stole på, at han ved, hvordan du gradvist bliver bedre og bedre til faget. Du må stole på, at når han siger, at du f.eks. opfører dig forkert, så er det rigtigt, og at han siger det for at hjælpe dig med at forbedre dig.



M: Det var altså ikke sådan noget, jeg havde i tankerne, da du spurgte, om jeg kunne tænke mig at få det, jeg ønskede!



V: Du sagde også noget om, at du godt kunne tænke dig, at han kunne lide dig. Jeg vil ikke bare sige, at du skal vise, at du kan lide ham. Jeg vil forklare dig, hvad du skal gøre. For det første skal du sætte dig roligt ned. Luk dine øjne og tænk på din lærer. Tænk på, at han er flink, at han vil dig det godt, og at du glæder dig til at møde ham igen. Det skal du gøre hver dag. Du vil opdage, at når du så møder din lærer, vil dit kropsprog og dine ord være anderledes, end de plejer. Din lærer vil ikke kunne undgå at mærke forandringen.



M: Vil det ske af sig selv? Uden at jeg tænker nærmere over det?



V: Ja, gør som jeg har foreslået, så vil der helt sikkert ske en forandring.



M: Der var mere, jeg kunne gøre?



V: Ja, jeg vil vende tilbage til det, jeg fortalte dig om i forbindelse med at kontrollere dit sind. Når der dukker en negativ tanke op om din lærer, så skal du straks tænke det modsatte. ”Han er dum”, erstatter du straks med ”han er sød”. ”Han kan ikke lide mig” erstatter du straks med, ”han kan lide mig”. Denne teknik vil også hjælpe, også selv om den i starten vil virke meget mærkelig. Men husk at være tålmodig. Det er ikke sikkert, din lærer reagerer lige med det samme. Du bliver bare ved, så vil det ende godt. Du kan også vælge at ’tvinge’ dig selv til at tænke positivt og kærligt på ham. Efter kort tid vil du opleve, at din holdning overfor ham ændrer sig, og så ændrer hans holdning overfor dig sig også.



Også denne teknik har sin grænse. Hvis du tænker på en dømt dyremishandler, er det jo mærkeligt at sidde at sige: ”Han elsker dyr, han elsker dyr”. Dette ændrer imidlertid ikke teknikkens effektivitet. Brug den i hverdagen. Brug den i de almindelige situationer, hvor du bliver sur, irriteret eller vred på noget eller nogen.



M: Jeg synes bare, der er så meget, jeg skal gøre, som jeg måske ikke rigtigt synes om.



V: Det er fordi, du ser helt forkert på tingene. Du vil gerne være glad, du vil gerne være lykkelig, ikke sandt?



M: Jo, selvfølgelig. Jeg vil gerne have det godt i hverdagen.



V: Hvad er den vigtigste forhindring for, at du kan få det godt i hverdagen?



M: Jeg tror, det er alt det, jeg skal i skolen og derhjemme. Det er nok det, der irriterer mig mest. Andre siger hele tiden, hvad jeg skal gøre. Så skal jeg lave lektier, så skal jeg vaske op, så skal jeg rydde op, så skal jeg ud med affaldet, så skal jeg… ja, alt muligt.



V: Hvorfor irriterer det dig, tiden skal dog gå med noget.



M: Det er irriterende, fordi jeg godt kunne tænke mig at gøre noget andet. F.eks. lytte til musik, være sammen med vennerne, gå lange ture, gå ud og se på butikker og sådan noget.



V: Hvordan tror du, det bliver, når du bliver voksen og får mand, børn og arbejde? Tror du så, du kan gøre det, du har lyst til? Tror du, der stadig vil være nogen, der siger, hvad du skal gøre eller forventer noget af dig?



M: Det har jeg ikke tænkt nærmere over, men det lyder ikke, som om det bliver bedre.



V: Tro mig, det bliver ikke bedre. Det bliver værre!



M: Du sagde, jeg så helt forkert på tingene. Hvordan skal jeg da se på det?



V: Nu kommer der nogle rigtige visdomsord. Nogle ord, der viser vejen til en bedre og lykkeligere hverdag for dig. ”Det drejer sig ikke om at gøre det, du kan lide, men at lære at kunne lide det, du gør”. Forstår du ordene?



M: Ja, det tror jeg. Men det er helt anderledes, end jeg indtil nu har tænkt på mit liv. Jeg synes, at jeg hele tiden er optaget af at få mulighed for at gøre det, jeg helst vil – eller bedst kan lide. Jeg har aldrig tænkt på, at jeg skal lære at kunne lide det, jeg gør.



V: Det råd, du lige har fået, udspringer af visheden om, at alle mennesker livet igennem må og skal gøre noget, de måske ikke ligefrem har på deres ønskeseddel. Tænk på din far og mor. Tror du, at det, de allerhelst vil bruge deres fritid på, er at vaske, handle ind, gøre rent, vaske op, lave mad osv. Tror du, at mandag morgen når de vågner, så tænker de: ”Heldigvis skal jeg på arbejde, hvad skulle jeg ellers lave?”



M: Jeg er sikker på, du har ret. Det gælder nok for alle mennesker.



V: Når det nu er sådan, at tingene skal gøres, så er det direkte uintelligent ikke at lære at kunne lide det, man nu engang skal gøre. Alternativet er jo skræmmende. Du og alle andre mennesker bør nøje tænke over, hvordan I kan ændre indstillingen til dagligdagens arbejde. Måske kan du selv gøre noget, så det bliver sjovere at gå i skole. Måske kan din far og mor gøre indkøb og madlavning til en god oplevelse.



M: Jeg kan godt se, at det er tosset ikke at kunne lide det, man alligevel skal gøre næsten dagligt. Tænk, hvis en lærer ikke kan lide at være sammen med børn og unge mennesker. Så må det godt nok være strengt at være lærer.



V: Præcis. Tænk over det.



M: Ja, jeg må anstrenge mig for at blive lykkelig.



V: Som et supplement til det jeg lige har sagt, kan jeg da fortælle, at en klog mand engang har givet opskrifterne på, hvordan man kan blive lykkelig. Vil du høre dem?



M: Ja, men nu er det vel noget let noget?



V: Desværre. Endnu engang vil du opleve, at det er anderledes, end du havde håbet på. Den kloge mand sagde: ”Der findes to måder at blive lykkelig på. Den første går ud på at få alle sine ønsker opfyldt. Den anden går ud på ikke at have nogen ønsker”. Og efter en kort pause tilføjede den kloge mand: ”Og den første måde er umulig”.



M: Det må du forklare nærmere.



V: Lad os starte med den første. Mange forbinder lykke med at få opfyldt deres ønsker. ”Jeg kunne godt tænke mig at få en ny sofa”. Når sofaen er anskaffet, bliver man glad. Men snart melder et nyt ønske sig. ”Det ville nu være pænt med et nyt sofabord”. Stor glæde, når det nye sofabord kommer ind i stuen. Men ak, kort tid efter: ”Den gamle lampe ser ikke pæn ud, vi må have en ny”. Sådan fortsætter ønskerne med at komme væltende. Som bølgerne på havet, uendelige. Man siger endda, at jo flere ønsker man får opfyldt, jo mere ønsker man sig. At få opfyldt sine ønsker er som at smide brænde på et bål. På samme måde som bålet blusser op, blusser ønskerne eller begæret også op.



M: Jeg kan godt genkende det med, at man ikke er glad så længe. Det er som om, man hele tiden skal have noget, man ønsker sig. Er det forkert?



V: Nej, det er vel ikke forkert, men man skal også lære at være tilfreds med det, man har. Ellers kan man tilbringe hele livet med at løbe efter sine forskellige ønsker. Så får man aldrig fred i sindet.



M: Det var nok derfor den kloge mand sagde, at denne måde var umulig.



V: Lige præcis. Den anden måde med ikke at have nogen ønsker, lyder måske kedelig. Men den betyder ikke, at man aldrig skal have nyt. Den betyder derimod, at man ikke skal fylde sine tanker med, at man ønsker noget i fremtiden. Man skal som sagt være glad for det, man har. Man skal leve mere i nuet. Forestil dig at gå i byen, og der ikke er noget af alt det, du ser i butikkerne, som du kunne tænke dig at have.



M: Det er godt nok svært at forestille sig. Men jeg kan godt se, at det ville give mig mere fred. Men er fred det samme som lykke?



V: Ja, men det er faktisk en lykke, der ligger langt over den følelse, vi normalt forbinder med lykke. At være tilfreds er en meget stor ting. Tænk dig, at du kan sige: ”Alt er godt”. Kan du på nogen måde forestille dig den fred, du så vil have i sindet? Dine tanker vil ikke springe fra det ene til det andet, der vil være ro, tilfredshed og fred. Det er den slags fred, der er den store gave. Den fred, der kommer indefra.



M: Det lyder som noget meget stort noget.



V: Det er det også. Der findes faktisk mennesker, der bruger hele deres liv på at opnå at få fred i sindet.



M: Det kan jeg i grunden godt forstå. Men hvad med alle de mennesker, også unge, der er afhængige af narkotika, alkohol eller andet? Hvordan skal de nogen sinde komme ud af det misbrug og få fred i sindet?



V: Der findes en række måder at komme et misbrug til livs. Mange er nødt til at søge hjælp hos professionelle, andre kan selv klare det.



M: Hvordan skal de gribe det an?



V: En lille historie kan give svaret på det spørgsmål.



En mand havde fået for vane at tage opium. Det var ikke muligt for ham at få kontrol med denne vane. En hellig mand besøgte byen og tilbød råd og trøst til mange. Manden, der tog opium, søgte også råd hos den hellige mand. Denne fortalte ham, at hans helbred hele tiden blev forværret, og at han burde holde op med at tage opium.



Til dette svarede opiummisbrugeren, at det ikke var muligt for ham at holde op. Han bønfaldt den hellige mand om at give ham nogle råd. Den hellige mand spurgte ham, hvor meget opium han plejede at tage hver dag. Han fik forevist en bestemt klump opium, som var den mængde, misbrugeren tog hver dag. Den hellige mand tog et stykke kridt, der vejede det samme som opiumsklumpen. Herefter fortalte han misbrugeren, at han kunne fortsætte med at tage opium, men at han ikke skulle tage mere hver dag, end kridtet vejede. Opiumsmisbrugeren var meget lykkelig. Men nu fik han at vide, at han hver dag skulle skrive ’OM’ (et helligt mantra) tre gange på en tavle med dette stykke kridt.



På denne måde blev kridtet formindsket i størrelse hver dag, så mængden af opium, som misbrugeren indtog, også gradvist blev reduceret. Til sidst ville vanen blive fjernet.



M: Tålmodighed, tålmodighed! Tålmodighed er alt, hvad du behøver! Er det ikke sådan, du tit siger?



V: Jo, tålmodighed og viden.



M: Kan vi ikke vende tilbage til det med, at man burde stræbe efter tilfredshed og fred i sindet? Ligger det ikke langt fra det, de fleste mennesker stræber efter? Jeg synes, de fleste har travlt. Man kan se det på dem, og mange fortæller også hele tiden, at de har travlt.



V: Du har helt ret. At have travlt er mange steder blevet en livsstil. Det kan da også være godt nok at have travlt, men travlheden må ikke gøre os til dårlige mennesker.



M: Hvordan kan travlhed gøre os til dårlige mennesker?



V: Hvis man har så travlt, at man ikke evner at tænke sig om, at passe på sig selv og andre, så bliver man et dårligere menneske. Så vil man skade andre. Bevidst eller ubevidst. Husk det jeg fortalte om, at du altid skal tænke over, om noget er rigtigt eller forkert, før du taler eller handler. Hvordan kan et meget travlt eller ligefrem stresset menneske gøre det? Og så er det, de dårlige ord og handlinger dukker op, også hos mennesker, der faktisk er gode.



M: Det vil altså sige, at jeg godt må have travlt, men ikke for travlt?



V: Ja, hvis du med for travlt mener, at du ikke har tid til at tænke over, hvordan du er overfor dig selv og dine medmennesker. Og hvis du mener, at for travlt betyder, at så kommer du til at skade dig selv eller andre.



M: Er det derfor, du altid er så rolig og har tid til at snakke?



V: Ja, blandt andet. Jeg har valgt at være tilfreds, at være lykkelig.



M: Er det fordi, du ikke har nogen ønsker?



V: Du tænker på det, jeg talte om før. Det er rigtigt. Jeg plejer nu selv at svare lidt anderledes, når jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg altid er lykkelig.



M: Hvad svarer du?



V: Jeg fortæller, at årsagen er den, at når jeg spiser, så spiser jeg. Når jeg læser, så læser jeg. Når jeg bader, så bader jeg. Når jeg taler med dig, så taler jeg med dig. Det er årsagen til, at jeg altid er lykkelig!



M: Det lyder noget mærkeligt! Har du så ingen ønsker?



V: Ikke nogen jeg spekulerer over. Jeg lever altid i nuet. Ønsker har jo noget at gøre med fremtiden, så det er der ikke plads til. Fortiden kan jeg ikke gøre noget ved, og fremtiden er alligevel usikker. Så lev i nuet. Det kan forekomme svært, men det er meget spændende!



M: Så det er derfor, du altid er så glad og tilfreds. Mener du, at det er noget, man selv vælger?



V: Det kan være meget svært at forstå. Jeg tror, du skal vente med at gå dybere ind i det. Nu skal du bare vide, at du langt hen ad vejen selv bestemmer, hvordan du vil have det. Tænk på, at når der sker dig noget, så er det dig selv, der bestemmer, hvordan du vil reagere på det. Altså hvis du giver dig tid til at tænke over det.



M: Nu skal jeg have hjælp igen.



V: Jeg kommer med et eksempel, der måske er lidt overdrevent, men til gengæld meget tydeligt. Du kommer hjem lørdag eftermiddag og meddeler dine forældre, at du skal til fest om aftenen, og at du regner med at være hjemme kl. 03. Både din far og mor siger, at du senest skal være hjemme kl. 01.30, ellers kan du blive hjemme. Nu er det fuldstændigt op til dig, og kun dig, at beslutte, hvordan du vil reagere på den besked. Du kan blive sur og begynde at råbe.



M: Det sker engang imellem.



V: Det er det ene yderpunkt. Det andet yderpunkt er at tænke, at dine forældre heldigvis elsker dig så højt, at de bekymrer sig for dig, og at det da er dejligt. Så du siger, at du selvfølgelig nok skal være hjemme kl. 01.30, men så skal de også love dig, at I alle tre går en tur i skoven søndag eftermiddag.



M: Jeg tror nok, mine forældre ville kigge noget! Du har ret, eksemplet var noget overdrevent, men jeg forstår godt, hvor du vil hen. Det er mig selv, der bestemmer, om jeg vil være f.eks. sur, ligeglad eller glad.



V: Ja, sådan er det med alting. Hvis du tænker dig om og ikke taler eller handler impulsivt, så er det dig selv, der bestemmer. Men nok om det. Du sagde, at du har fået en kæreste. Hvem er det?



M: Det er John, bagerens søn.



V: Ja, jeg ved, hvem han er, men jeg kender ham ikke rigtigt.



M: Han er bare så sød og dejlig. Vi er først lige begyndt at komme sammen, og jeg glæder mig til at se ham hver dag.



V: Jeg håber, du vil bringe ham lykke, og at han vil bringe dig lykke.



M: Det tror jeg på.



V: Det kan være, du kan tage ham med herover en dag. Jeg vil gerne hilse på ham. Ved du for øvrigt, hvordan du kan finde ud af, om du virkelig elsker ham? Altså sådan rigtigt elsker ham?



M: Nej, jeg ved ikke rigtigt, hvad du tænker på.



V: Når du først og fremmest tænker på John, i stedet for på dig selv, så elsker du ham virkelig. Når han bliver vigtigere eller i hvert fald lige så vigtig som dig selv, så elsker du ham. Hvis du vil til fest, og John ikke rigtig har lyst, så er det kærlighed at sige, at I bliver hjemme. Hvis han siger til venstre, og du siger til højre, så lad det blive til venstre.



Men husk på, at også her skal der være en grænse! Der må aldrig blive tale om udnyttelse, eller om at den ene går med til noget helt forkert, blot fordi den anden foreslår det. Ingen skal tillade, at andre udnytter dem. Først og fremmest vil det skade dig, da din selvtillid og selvværdsfølelse bliver mindre. Men hvis du f.eks. tillader at John udnytter dig, så skader du faktisk også ham, da det jo giver ham dårlig karma.



M: Er det at bøje sig et udtryk for kærlighed?



V: Nej, du skal ikke tænke på det, som at du bøjer dig. Du skal tænke på det, som at du gerne vil glæde den, du elsker. Kærlighed kan ikke være to ego’er, der slås om at få ret. Kærlighed må være, når to personer begge ønsker, at det skal være, som den anden ønsker. Stadig under forudsætning af, at der ikke er tale om noget skadeligt eller forkert.



M: Det er altså igen lidt ’på hovedet’ af, hvad jeg har oplevet.



V: Det har du nok ret i, men sådan er det. Vi kan eventuelt tale om parforhold senere, men jeg tror ikke, vi skal gå i dybden med det i dag. Nyd du bare din kærlighed til John og husk, hvad jeg har sagt.



M: Er det noget, jeg specielt skal tænke over, nu jeg snart skal skifte skole?



V: Jeg er sikker på, at du nok skal klare det med at søge det gode selskab. Men jeg vil bede dig tænke lidt over, hvad det vil sige at være elev.



M: Det kender jeg da alt til, jeg har jo gået i skole i mange år.



V: Er du sikker? Efter det jeg har hørt i dag, så er jeg ikke sikker på, at du ved, hvad det vil sige at være en elev.



M: En elev er vel een, der går i skole?



V: Ikke efter min mening. En bager er vel ikke een, der hver dag går hen i bageriet?



M: Nå, nu forstår jeg, hvad du mener. Så er en elev een, der lærer noget, een, der får en uddannelse.



V: Ja, nu begynder du at nærme dig. Nu skal jeg fortælle dig, hvad jeg mener, der kendetegner en elev, og så kan du sige din mening bagefter. Når jeg hører ordet elev, så tænker jeg på en person, der først og fremmest ønsker at lære noget. Jeg tænker på en person, der modtager en hel masse fra samfundet – skolebøger, lokaler, selve skolen, lærernes undervisning, forskellige materialer osv., og som yder noget til gengæld. Det, eleven yder til gengæld, er flid, interesse og det at være et godt eksempel for andre. Jeg tænker altså på en person, der møder i skole hver dag, kommer til tiden, passer på sine bøger, laver sine lektier, følger interesseret med i timerne osv. Og endelig er det en person, der har tillid til og respekterer sine lærere. Det er en elev.



M: Det er vist mange år siden, du har været i skole! Jeg kan godt forstå, at du ikke regner mig for en elev i de timer, hvor jeg har den sure lærer. Jeg er i tvivl, om der overhovedet er nogen på skolen, der lever op til din beskrivelse af en elev.



V: Det kan godt være. Den beskrivelse, jeg kom med, er idealet. Et ideal er noget, man kan stræbe efter. Du skal ikke være bekymret, fordi du i dag ikke lever op til idealet, men du skal være bekymret, hvis du ikke stræber efter at forbedre dig hen imod idealet.



M: Hvis man bare er et ungt menneske, der næsten hver dag går hen i skolen uden at yde noget eller interessere sig for det, der sker, hvad kalder du sådan en person, hvis vedkommende ikke er en elev?



V: Det er blot, hvad du siger: ”Et ungt menneske, der næsten hver dag går hen i skolen”. Ikke andet. Det er i hvert fald ikke en elev.



M: Du sagde noget mærkeligt noget, da du beskrev en elev. Du sagde noget med, at man skulle være et godt eksempel. Hvad har det med en elev at gøre?



V: Mange unge tror fejlagtigt, at de udelukkende går i skole for at lære nogle fag. Det er helt forkert. De går både i skole for at lære nogle fag og for at lære at blive gode mennesker. Det er i orden ikke altid at være det gode eksempel, men det er ikke i orden at undlade at tilstræbe at være det.



M: Hvorfor er det så vigtigt?



V: Tænk over, hvad livet går ud på. Går livet ud på at få en uddannelse og så gå ud i verden med denne uddannelse og sælge ens viden til den højestbydende, så man kan tjene så mange penge som muligt og derefter købe så meget som muligt?



M: Det ved jeg ikke, men det er der vist mange, der tror.



V: Det er muligt, mange tror det, men det bliver det i hvert fald ikke rigtigt af. Så bliver din uddannelse jo blot en slags tiggerskål. Jo større uddannelse, jo større tiggerskål, som arbejdsgiverne kan lægge penge i. Nej, det er ikke den fulde mening med at få en uddannelse.



M: Hvad er det, du mener?



V: Gennem din skolegang skal du også ’uddannes’ i at blive et godt menneske. På samme måde som du kommer her for at tale med mig og lære om livet, sådan skal du også komme i skole og lære om livet. Gradvist gennem din skolegang skal du blive bedre og bedre til at opføre dig ordentlig og være god ved andre.



M: Er det ikke det, mine forældre altid har prøvet at lære mig?



V: Jo, i princippet er det det samme. Man kan sige, at skolen supplerer den opdragelse, du får hos dine forældre og eventuelt andre steder. Men i skolen udsættes du for situationer, som du ikke gør derhjemme.



M: Jamen, hvorfor er det så vigtigt, at skolen lærer mig sådan noget?



V: Til hvilken gavn er en fin uddannelse, hvis du ikke evner at være god ved andre? Det vil være meget bedre for dig, hvis du ikke havde nogen uddannelse, men var god ved andre! Livet går altså ikke ud på at skaffe sig størst mulige sanselige glæder ved for eksempel at købe ting, forbruge og more sig. Der er mere i livet. Du ved det. Vi har talt om det mange gange.



M: Kan du ikke komme med nogle eksempler på det med at være et godt eksempel?



V: Det er i de fleste tilfælde meget let at være et godt eksempel. Du skal simpelthen sige og gøre det, der er rigtigt. Hvis din lærer gerne vil have ro, så er du stille. Bliver du bedt om at lave lektier, så laver du lektier. Hvis dine kammerater trænger til trøst, så trøster du. Hvis de trænger til gode råd, så giver du dem gode råd. Hvis de er vrede, så hjælper du dem med at komme af med vreden, osv., osv. Der var engang en pige, der skulle starte i en 7. klasse i en ny skole midt i skoleåret. Det er absolut ikke sjovt at skulle ind i sin nye klasse første gang. Da hun kom ind i klassen, der var i gang med gruppearbejde, og hun kort blev præsenteret af læreren, var der straks en elev, der sagde, at hun kunne komme og sidde ved siden af hende og være med i hendes gruppe. Se, sådan en elev, der reagerer på denne måde, er ved at være udlært i personlig udvikling. Sådan en person skal nok få et godt liv fyldt med selvværd og selvtillid. Sådan et menneske får min beundring.



M: Det kan jeg godt se. Hvorfor siger du, at det er let at være et godt eksempel?



V: At gøre det, man godt ved er rigtigt, er let. Det er næsten aldrig svært. Du kan have ret i, at det engang imellem kan synes svært. Det er i de tilfælde, hvor du virkelig skal gå imod det, der er normalt eller gå imod dine egne indre fjender så som begær, misundelse, grådighed, stolthed, vrede og tilknytning. Hvis kammeraterne alle er optaget af at stikke nåle gennem edderkopper, kan det selvfølgelig være svært at sige, at det vil man ikke være med til. Men siges skal det, at deltagelse i en sådan barbarisk handling vil være meget skadelig for dig.



M: Hvis jeg nu virkelig elsker Gud, er det så ikke nok? Hvad mere kan nogen forlange af mig?



V: Kære Marguerite! Pas nu på, at du har forstået det hele korrekt. Lyt godt til denne historie: En mand ved navn Ben så et skinnende lys i sit rum, da han en dag kom hjem. Han så en engel, der sad ved bordet og registrerede noget i et register. Han dristede sig til at spørge hende meget høfligt, hvad det var, hun så ihærdigt skrev ned. Hun svarede, at hun registrerede navnene på dem, der elskede Gud. Ben var en venlig sjæl, der hjalp de fattige, delte sin mad og gav husly til de sultne og de hjemløse. Han var altid beskæftiget med at trøste de bedrøvede. Han havde ikke nogen bestemt forkærlighed til nogen Gud. Han elskede personer fra alle religioner. ”Er mit navn på listen?”, spurgte han forsigtigt. Englen sagde: ”Nej, dit navn er ikke på listen”.



Næste dag var Ben’s hjem igen oplyst af det samme skinnende lys, i hvis centrum han havde fundet den registrerende engel. Nu havde hun et andet register. Ben spurgte hende, hvad hun registrerede denne gang. Hun sagde: ”Jeg skriver navnene på dem, der er elsket af Gud”. Tøvende og med stort vovemod spurgte Ben hende, om hans navn var i det register. Englen satte sin finger på det allerførste notat og sagde: ”Se! Dit navn står som det allerførste”.



Elsk dine medmennesker Marguerite, det er den bedste måde at gøre sig fortjent til Guds Nåde. Det er ikke nær så vigtigt, at du elsker Gud, som at Gud elsker dig!



M: Ja, jeg kan godt se, der er en stor forskel. Jeg skal altså være god, det er det, det hele drejer sig om! Du sagde i øvrigt også noget om, at jeg skulle have tillid til mine lærere. Mener du, at det skal jeg have, ligegyldigt hvordan de opfører sig?



V: Jeg sagde, at du både skulle have tillid til dine lærere, og at du skulle respektere dem. Ja, dette skal altid være dit udgangspunkt i forhold til dine lærere. Du må tro på, at de er interesseret i at lære dig fagene og at blive et bedre menneske.



M: Hmm!



V: Ja, du er ikke helt tilfreds med det, jeg siger. Jeg er sikker på, at langt de fleste lærere sagtens kan leve op til både din tillid og respekt.



M: De taler bare så tit om det, vi elever ikke må. Der er alle mulige begrænsninger, og der er snart ikke nogen frihed mere.



V: Læg mærke til det, jeg nu fortæller dig. Den frihed, du ønsker, eksisterer ikke. Det er blot noget, du bilder dig ind. Du, og mange andre, ønsker at få lov til at gøre, som det passer jer. I ønsker frihed! Men I bedrager jer selv. Hvis I havde lov til eller frihed til at gøre, hvad I havde lyst til, så ville I blive meget skuffede.



M: Hvorfor det? Jeg kunne ellers godt tænke mig f.eks. at være oppe hele natten eller tale, når det passer mig i skolen. Ja, alt muligt kunne jeg have lyst til.



V: Tænk dig om. Hvad tror du, der ville ske, hvis du altid gjorde det, du gerne ville? Jeg svarer selv! Du ville hurtigt opdage, at alle andre mennesker ville reagere. Og de ville reagere ved at forbyde dig at gøre meget af det, du gerne ville. Det kan også være, at de reagerede ved at udelukke dig, ved ikke at kunne lide dig eller ved at skælde dig ud. Det ville du ikke bryde dig om.



M: Er du sikker på, det ville gå sådan?



V: Selvfølgelig. Alle kan ikke rende rundt og gøre, hvad der passer dem. Hvordan ville et familieliv se ud, hvis alle gjorde det, der nu engang faldt dem ind? De ville måske ikke engang være vågne på samme tid! Næ, vær du sikker på, at du ville møde en masse grænser. Bare på en anden og hårdere måde.



Du bør være glad for de grænser, skolen, lærerne og dine forældre sætter. Det er inden for disse grænser, at du har din frihed. Det er her, du skal nyde livet. Du vil ikke få nogen glæde, hvis der ikke var alle de grænser eller begrænsninger, som du også kalder dem. Det er lovene og begrænsningerne, der gør livet spændende. Forestil dig en fodboldkamp uden regler, der jo også er begrænsninger. Den første, der får fat i bolden, løber måske bare til en anden by med den. Hvad blev der så af den fodboldkamp? Nej, min pige, vær du glad for de begrænsninger, du møder! I øvrigt skal du også være klar over, at du ikke kan forvente at få nogen rettigheder, hvis du ikke også har et tilsvarende ansvar. Rettigheder er ikke ’gratis’. Rettigheder og ansvar er som de to vinger på en fugl.



M: Du siger tit noget helt andet end det, jeg regner med! Jeg skal i hvert fald have tid til at tænke over det med at være glad for begrænsninger. Der er lige noget, jeg vil spørge om i forbindelse med det, du sagde om, at lærerne var interesseret i at lære mig både fagene og alt muligt andet. Hvad med dem, der helt sikkert ikke gider eller kan det? Skal jeg blive ved med at have tillid til dem, uanset hvordan de opfører sig?



V: Nej. Du har selvfølgelig ret i, at der kan være enkelte lærere, som du ikke bør have tillid til. Her skal du bruge din fornuft, din skelneevne. Hvis en lærer siger, eller værre endnu gør noget, der er helt forkert, skal vedkommende selvfølgelig ikke have din tillid og respekt. Så skal du tale med din lærer om det eller med dine forældre.



M: Hvad bør jeg i grunden forvente af mine lærere? Hvad er det, jeg skal se efter, når jeg skal finde ud af, om det er een, jeg kan have tillid til og respektere?



V: Jeg synes ikke, du skal være optaget af at vurdere dine lærere. Dit udgangspunkt skal som sagt være, at de er, som de skal være. Er det ikke tilfældet, skal du nok blive klar over det i løbet af skoleåret.



M: Men der må alligevel være noget, jeg kan forvente af en lærer?



V: Ok. Først og fremmest må du forvente, at dine lærere kan lide dig. At de oprigtigt er interesseret i at lære dig noget og i at gøre dig til et lidt bedre menneske, end du er, når de møder dig. Dernæst skal en lærer være et godt eksempel for jer elever – altid. Endelig skal læreren være faglig dygtigt og dygtigt til at lære fra sig.



M: Det lyder ikke, som om det er let at være en god lærer. Det er faktisk mange forskellige ting, de skal kunne.



V: Ja, det er også derfor, dine gode lærere virkelig fortjener, at du respekterer dem. Man kan også sige, at du bør holde af dine lærere!



M: Er det vigtigt, at en lærer er et godt eksempel for sine elever? Vi lever trods alt i helt forskellige verdener – i hvert fald uden for skolen?



V: ”Kalven følger koen”.



M: Hvad siger du?



V: Ligegyldigt hvad koen gør, så vil dens kalv efterligne den. Sådan er det altid. Kalven følger koen. Lillesøster følger storesøster. Barnet følger forældrene. Medarbejderen følger chefen. Borgeren følger politikerne. Bandemedlemmet følger bandelederen. Fodboldspilleren følger træneren. Eleven følger læreren. Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler. Sådan er det!



M: Tror du, det er derfor, der i nogle timer bare er ro, og der bliver arbejdet, mens der i andre timer hersker ligegyldighed og kaos?



V: Det kan jeg ikke vide. Der kan være mange årsager, men selvfølgelig kan det være en af dem. Hvis en lærer kommer for sent til timerne, ikke afleverer de rettede opgaver til tiden, ikke er velforberedt, ikke kan lide eleverne, osv., så kan det selvfølgelig ikke blive godt. Det vil være naturstridigt, hvis undervisningen forløber godt rent fagligt. Og undervisningen, med hensyn til udviklingen af jer elever, bliver i hvert fald helt forfejlet.



M: Den er nu meget god at huske, den med kalven og koen.



V: Ja, men du skal først og fremmest huske på den i de situationer, hvor det er dig, der er koen. Husk det! Altid se på dig selv. Du skal altid være opmærksom på dine egne fejl. De andres fejl er ikke nær så interessante. Din personlige udvikling drejer sig først og fremmest om at rette dine egne fejl. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har udviklet sig ved at finde fejl hos andre!



M: Det er lidt ærgerligt, det er nemlig meget lettere og sjovere!



V: Ja, men let er personlig udvikling ikke. Når du opdager fejl hos andre, f.eks. hos en lærer, kan du bruge disse fejl til at udvikle dig.



M: Hvordan kan jeg det?



V: Hvis en lærer gentagne gange kommer for sent, kan du bruge det som eksempel på noget, som du aldrig vil gøre. Du kan også bruge det til at udvikle din tålmodighed og overbærenhed. Det er jo ingen kunst at råbe et eller andet dumt til læreren, når han endelig kommer og så i øvrigt blive sur og selv begynde at komme for sent. Hvad godt fører det med sig?



M: Men er det ikke læreren, der har ansvaret, det er trods alt den voksne?



V: Marguerite! Glem det! Du har ansvaret for dig selv. Du er gammel nok til det. Du skal hilse ansvaret velkommen. Du vil opleve stor glæde den dag, du roligt kan forholde dig til andres fejl uden at reagere negativt.



M: Hvorfor skal en lærer kunne lide sine elever? Er det ikke nok, at læreren underviser os?



V: Hvis en lærer virkelig skal være interesseret i at lære den enkelte elev noget og ikke bare undervise klassen som helhed, så vil det være en stor hjælp, hvis læreren også kan lide den enkelte elev. Denne sympati vil være udgangspunktet for den interesse, læreren skal have for den enkelte af jer.



M: Det kan jeg godt forstå. Men hvad så hvis jeg som elev tidligere har gjort noget dumt i klassen, kan jeg så forvente, at min lærer kan lide mig?



V: Ja, helt sikkert. De fleste lærere kan godt skelne mellem dig og dine handlinger. De kan godt give udtryk for, at de absolut ikke kan lide det, du gjorde, uden at det betyder, at de ikke kan lide dig som person. Du er trods alt ikke en eller anden handling. Du er meget, meget mere.



M: Nu tror jeg snart ikke, jeg kan rumme mere i dag.



V: Nej, det var også en lang samtale, vi fik os.



M: Det er ikke sikkert, jeg kan huske det hele, men sådan er det jo altid. Noget tænker jeg meget på, lige når jeg går herfra, og andet dukker først op senere.



V: Sådan vil det være. Og noget glemmer du i meget lang tid. Men alt, hvad vi har talt om, er et sted inde i dit hoved. Det skal nok komme frem, når du har brug for det. Du får lige en lille historie at gå herfra på.



Du har måske hørt om en stor og ædel englænder ved navn Philip Sydney. Mens han gik på kostskole, skrev hans far et brev til ham, hvori han gav ham nogle råd. Han skrev: ”Min kære søn! Hver dag skal du fremføre dine inderlige bønner til Gud. Stræb altid efter at vende dit sind mod Gud. Opfør dig med respekt og ydmyghed overfor dine lærere og studiekammerater. Giv ikke plads til vrede, grådighed eller utilfredshed. Den kritik andre retter mod dig, skal du ikke tage dig nær. Bliv ikke opstemt af andres ros. Hengiv dig ikke til kritik af andre”.



Mod slutningen af brevet indførte faderen en vigtig advarsel. Han skrev: ”Hvis du er nødt til at afgive et løfte til nogen, så gør det kun til Gud og ikke til nogen anden. Tale er en gave fra Gud. Derfor skal et løfte udelukkende tilbydes Gud. Du har ingen ret til at afgive et højtideligt løfte til nogen som helst andre. Du vil være skyldig i at misbruge dit ord. Din visdom vil vokse. Du vil fremstå som en ideel student. Du skal altid have kontrol over din tunge. Tillad den aldrig at gå amok”.



Philip Sydney fulgte sin faders råd og opnåede ære.



M: Det var en god historie at slutte dagen med. Mange tak for i dag. Jeg skal tænke meget over alt det, du har fortalt. Jeg skal i hvert fald nok huske på det med det gode selskab. Det er vist nu, du skal sige: ”Pas godt på dig selv”.



V: Ja, du har ret. Men i dag vil jeg sige det på en lidt anden måde. Vi startede med, at du fik en ny ABC, og så kan vi lige så godt også slutte med en. Husk Marguerite: ”Always Be Careful” (her: Vær altid forsigtig) – og smut så med dig.





<<tilbage          >>næste