<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk

 



top



Indholdsfortegnelse


Kapitel 1 Rama – prins og princip
Kapitel 2 Den kongelige slægt
Kapitel 3 Ingen efterkommere fra hans lænder
Kapitel 4 Sønnerne
Kapitel 5 Guruen og disciplene
Kapitel 6 Råbet om hjælp og den første sejr
Kapitel 7 Sita vindes
Kapitel 8 Endnu en udfordring
Kapitel 9 Forberedelser til kroningen
Kapitel 10 De to løfter
Kapitel 11 Også Lakshmana
Kapitel 12 Sita insisterer og får sin vilje
Kapitel 13 Perioden i eksil påbegyndes
Kapitel 14 Ind i skoven
Kapitel 15 Blandt eneboerhytter
Kapitel 16 Tungsind over byen Ayodhya
Kapitel 17 Brødrene mødes
Kapitel 18 Sandalerne indsættes på tronen
top



 


 


Forord

Historien om Rama, dette kildevæld af hellig sødme, har for millioner af mænd, kvinder og børn i mange århundreder været en bestandig kilde til trøst. Den har været til trøst, når de har været sorgfulde; den har givet dem livskraft, når de har været slået i gulvet af ubeslutsomhed; den har givet dem oplysning, når de har været forvirrede; den har været til inspiration i øjeblikke med modløshed og til vejledning, når de har været fanget i et dilemma. Historien om Rama er et intenst, menneskeligt drama, hvor Gud optræder i rollen som menneske. På verdens mægtige scene omgiver dette ’menneske’ sig med perfekte såvel som ufuldkomne mennesker; humane og inhumane mennesker – udyrene og dæmonerne. Alt det gør Herren, for gennem forskrifter og eksempler at skænke os Den højeste Visdoms velsignelse. Det er en historie, der udspiller sig nænsomt og berører menneskene dybt i deres hjerter. Historien fremkalder en klar og let forståelig reaktion på det gribende; det der skaber medlidenhed; det triumferende; det der er tilbedelsesværdigt; det der skaber henrykkelse, og det der får os til at overgive os. Alt det der får os til at transformere os - fra dyr til menneske og fra menneske til det guddommelige, der er vores inderste kerne.

Ingen anden beretning i menneskehedens historie har haft så stor en indvirkning på menneskets sind. Historien om Rama hæver sig over historiens milepæle og overskrider geografiens grænser. Den har formet og sublimeret generationers vaner og holdninger. Over store dele af kloden er Ramayana’en, Historien om Rama, blevet et helbredende blodlegeme i menneskehedens blodcirkulation. Historien har slået rod i folks samvittighed. Derved har den ansporet og tilskyndet dem til at bevæge sig hen ad sandhedens, retskaffenhedens, fredens og kærlighedens vej.

Gennem legender, sagn, vuggeviser, myter, eventyr, dans og drama; gennem billedhuggerkunst, musik og kunstmaling; gennem ritualer, poesi og symboler er Rama blevet selve åndedrættet, lyksaligheden og skatten for utallige åndeligt søgende. Personerne i Historien om Rama opfordrer og inviterer de åndeligt søgende til at efterligne sig og til selv at ophøje sig. Personerne tilvejebringer lysende eksempler til efterfølgelse og eksempler på spændende oplevelser. De advarer de vankelmodige mod moralsk fordærv, voldshandlinger, stolthed og smålighed; gennem deres troskab og sjælsstyrke indgyder historiens personer de vankelmodige mod. Til ethvert sprog og til enhver dialekt, som menneskers tunger har udtænkt til brug for at udtrykke deres højeste ønsker, har Historien om Rama tilføjet en enestående opmuntrende liflighed og sødme.
top

Sai Baba (Isa, Gud), hvis tanke er universet, hvis vilje er dets historie, er forfatteren, instruktøren, skuespilleren, tilskueren og anmelderen til det drama, der for evigt åbenbarer sig i tid og rum. Han har nu valgt selv at berette historien om denne ene, storslåede akt i dette mægtige drama. Denne akt hvori Han selv antog rollen som Rama. I skikkelse af Rama instruerede, inspirerede, oplivede, korrigerede, afhjalp, trøstede og opmuntrede Han de samtidige mennesker i Treta-tidsalderen (den anden af en cyklus på i alt fire tidsaldre). Som Sai Rama er Han nu engageret i den samme opgave. Historien om Rama er blevet bragt som afsnit i tidsskriftet ’Den tidløse Vognstyrer’ (originaltitel: ’Sanathana Sarathi’). Det meste af det læserne med begejstring har læst i disse afsnit, må have forekommet dem at være ’begivenheder og oplevelser fra Treta-tidsalderen’ og ’direkte råd til folk på Rama’s tid i relation til samtidige problemer og vanskeligheder’. Men når du læser disse sider, vil du som læser ofte blive behageligt overrasket over identiteten mellem Rama i Historien om Rama, og den Sai Rama, som du nu oplever.

Videnskaben (science) har skabt et billede af Jorden som en indkapslet enhed, der kan lignes med et rumskib. Jorden bliver opfattet som et rumskib i hvilket menneskeheden er nødt til at udleve sin skæbne. ’Sai-ence’ er, som vi ved, hastigt i gang med at forme dette ’rumskib’ til kærlighedens lykkelige hjemsted. Denne bog må have været Sai Baba’s vilje, udtrykt som et altafgørende universalmiddel til fjernelse af de sygdomme, der lægger hindringer i vejen for denne universelle kærlighed. Disse sygdomme er: Den syndige trang til sanselige glæder; den voksende uærbødighed over for ens forældre, lærere, de ældre, åndelige ledere og vejledere; den katastrofale overfladiskhed og respektløshed inden for sociale, ægteskabelige og familiemæssige forhold; den dæmoniske tillid til vold som et middel til at nå umoralske mål; den konstante parathed til godkendelse af terror og tortur som midler til at nå personlig og fælles vinding og fordel foruden mange andre ondskabsfuldheder.

I Historien om Rama har Sai Rama, på sin egen enkle, liflige og opmuntrende måde, sammenfattet sit eget guddommelige virke som Rama! Hvor er vi heldige! At have denne guddommelige beretning i vore hænder; at kunne lade den prente sig dybt i vore hjerter. Måtte vi, gennem studiet af denne bog, blive omdannet til virkningsfulde og entusiastiske redskaber, der kan fuldende Hans mission: At forme menneskeheden til én familie og at få hver enkelt af os til at forstå Sai Rama som Sandheden; den eneste sandhed der eksisterer.

Sai Baba har erklæret, at Han er den selv samme Rama, der er kommet til Jorden igen. Videre erklærer Baba, at Han søger efter sine fordums medarbejdere og arbejdere. Det gør Han for at tildele dem roller i sin nuværende mission, der går ud på at genoplive ’rigtig handling’ og føre mennesket til Fredens Tilflugtssted. Mens vi tænker dybt over denne første del af Historien om Rama, lad os da bede til, at også vi bliver tildelt roller, og måtte Han, som belønning, skænke os synet af dette Tilflugtssted.

N. Kasturi
Redaktør, Sanathana Sarathi 
top

 

 



Den indre betydning

Rama er den, der bor i ethvert legeme. Han er Rama i hjertet; han er den evige lyksalighed i ethvert individ. Hans velsignelser, der med stor kraft springer fra denne indre kilde, kan skænke fred og lyksalighed. Han er selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’, af alle de moralske love og regler der holder menneskeheden sammen i kærlighed og enhed. Ramayana’en, Historien om Rama, lærer dig to lektier: Værdien af ikke-tilknytning og behovet for at blive bevidst om det guddommelige i alle væsener. At tro på Gud og at have ikke-tilknytning til verdslige anliggender er nøglerne til menneskelig befrielse. Giv afkald på sanseobjekterne, og du opnår Rama.

Sita gav afkald på hovedstaden Ayodhya’s luksustilværelse og kunne derfor i eksil-perioden være sammen med Rama. Da hun kastede lange blikke efter den gyldne hjort og higede efter den, mistede hun samværet med Rama. Forsagelse fører til glæde; tilknytning forårsager sorg. Vær i verden, men ikke af den. Rama’s brødre, kammerater, ledsagere og samarbejdsmænd er hver især eksempler på personer, der er gennemtrængt af ’rigtig handling’.
top

Dasaratha (Rama’s fader) er repræsentant for det, der slet og ret er fysisk; det der rummer de ti sanser. (De fem videnssanser og de fem handlingssanser). De tre kvaliteter - den sløvende, den lidenskabelige og den rene og gode kvalitet – repræsenteres af de tre dronninger. Livets fire mål er de fire sønner. Lakshmana (Rama’s broder) er intellektet; Sugriva (abe-konge og Vali’s broder) er skelneevnen. Vali (abe-konge; broder til og fjende af Sugriva) er fortvivlelsen. Hanuman (halvt abe halvt menneske; stor hengiven af Rama) er legemliggørelse af mod. Broen er opført over illusionens hav. De tre dæmon-ledere, Ravana, Kumbhakarna og Vibhishana, er legemliggørelserne af henholdsvis den lidenskabelige kvalitet (Ravana), den sløvende kvalitet (Kumbhakarna) og den rene og gode kvalitet (Vibhishana). Sita (Rama’s hustru) repræsenterer viden om Gud eller bevidstheden om Den universelle Absolutte, som det enkelte menneske er nødt til at erhverve sig og er nødt til at genvinde ved i livets smeltedigel at gennemgå møje og kvaler.

Gør dit hjerte rent og stærkt, idet du tænker over Historien om Rama’s storslåethed. Bliv grundfæstet i troen på, at Rama er din egen eksistens virkelighed.
top

Baba

 

 

 

 

 


Kapitel 1   Rama – prins og princip

1.1. Navnet Rama er vedaernes (ældgamle tekster der er hellige åbenbaringer af sandheden) hovedindhold; kernen i vedaerne. Historien om Rama er et mælkehav, rent og virkningsfuldt. Man kan hævde, at før denne dag er intet digt af tilsvarende storslåethed og skønhed dukket frem fra andre sprog eller fra andre lande. Men Historien om Rama har givet inspiration til poetiske fantasier på alle sprog og i alle lande. Den er den største skat, som alle indere til deres store held har arvet.

1.2. Rama er hinduernes beskyttende guddom. Navnet bæres og æres af de legemer, som hinduerne opholder sig i, og i de bygninger disse legemer færdes i. Det kan med sikkerhed siges, at der ikke findes nogen inder, der ikke har indtaget Historien om Rama’s nektar.

1.3. Ramayana’en, det storslåede værk der handler om historien om Rama-inkarnationen, er en hellig tekst, der respektfuldt reciteres af mennesker med alle mulige slags forudsætninger: De lærde såvel som de uvidende; millionæren såvel som den fattige. Det navn, som Ramayana’en lovpriser, fjerner alt ondt; det transformerer synderen; det åbenbarer den form, som navnet repræsenterer, den form der er ligeså fortryllende, som navnet.

1.4. På samme måde som havet er kilden til alle vandløb, er alle væsener opstået fra Rama. Et hav uden vand eksisterer ikke, det er utænkeligt; et væsen uden ’Rama’, eksisterer ikke, hverken nu eller fremover. Det azurblå hav og Den almægtige Herre har meget til fælles.

1.5. Som myte og legende erklærer, så er havet Den Almægtiges bolig. De Beskriver Ham som hvilende på Mælkehavet. (Mælkehavet symboliserer Det rene Hjerte). Det er baggrunden for den titel, som Valmiki (Pracheta’s søn), den store digter der udarbejdede dette store værk, gav hver enkelt kapitel i værket. Kapitel kaldes på sanskrit kaanda. Kaanda betyder også stængel, vand, vandoverflade.
top

1.6. Ordet kaanda (altså en del af et værk) betyder også ’sukkerrør’. Ligegyldigt hvor kroget og krumt et sukkerrør måtte være, vil dets sødme forblive upåvirket, og sødmen vil smage ens. Rama’s histories strøm bugter sig gennem mange krumninger og snogninger; ikke destro mindre varer medfølelsens sødme uden formindskelse ved gennem hele fortællingen. Strømmen drejer og flyder gennem sorg, glæde, latterliggørelse, ærefrygt, skræk, rædsel, kærlighed, fortvivlelse og dialektik, men den væsentligste understrøm er den kærlighed til retskaffenhed og medfølelse, som fortællingen fremmer.

1.7. Nektaren i Historien om Rama er som Sarayu-floden, der stille flyder nær byen Ayodhya, hvor Rama blev født, og hvor Han herskede. (Ordet Ayodhya betyder ’uovervindelig’). Sarayu-floden har sit udspring i Himalaya Manasa-sarovar (en sø i det nordlige Himalaya). På tilsvarende måde har Historien om Rama sit udspring i ’Sindets Sø’! Rama’s strøm fører medfølelsens sødme med sig; Lakshmana’s strøm (Lakshmana er Rama’s broder og hengivne ledsager) fører hengivenhedens sødme med sig. På samme måde som Sarayu-floden slutter sig til den hellige flod, Ganges, og deres vande blander sig med hinanden, blander medfølelsens og hengivenhedens blide strømme (Rama’s og Lakhsmana’s historier) sig i Ramayana’en. I forening danner medfølelsen og hengivenheden det fuldkomne billede af Rama’s herlighed. Dette billede tilfredsstiller hjertets inderligste længsel hos enhver inder. At få det billede frem, at opnå det billede, det er målet for enhver åndelig stræben.

1.8. Den enkeltes bestræbelser og anstrengelser er imidlertid blot halvdelen af det, der skal til for at få førnævnte billede frem. Den anden halvdel består af Guds nåde. Mennesket fuldbyrder dels sig selv gennem egne bestræbelser og dels gennem guddommelige velsignelser. Fuldbyrdelsen fører mennesket tværs over dualiteternes mørke hav hen til Den iboende og transcenderende Ene.

1.9. Ramayana’en skal læses, ikke som en beskrivelse af et menneskes livsforløb, men som en beretning om en avatars (Guds inkarnation) komme og virke. Gennem sine egne erfaringer må mennesket med beslutsomhed bestræbe sig på at forstå og virkeliggøre de idealer, der åbenbares i denne beretning. Gud er alvidende, allestedsnærværende og almægtig. De ord Gud udtrykker, mens Han er personificeret og legemliggjort i menneskelig skikkelse; de handlinger Han beslutter sig for at hengive sig til i løbet af sit jordiske ophold - alle er de uransagelige og overordentlige betydningsfulde. Hans budskabs dyrebare kilder letter menneskehedens vej mod befrielse. Opfat ikke Rama som en af Sol-dynastiets efterkommere; eller som regent i Ayodhya’s kongerige; eller som kong Dasaratha’s søn. Disse forbindelser er blot underordnede, tilfældige og uvæsentlige. Denne fejltagelse begås i almindelighed af nutidens læsere. De er udelukkende opmærksomme på de personlige forhold og på tilhørsforholdene mellem de personer, der indgår i den historie, de læser. Læserne fordyber sig ikke i de menneskelige værdier, som historiens personer repræsenterer og demonstrerer.
top

1.10. Følgende eksempler blot for at uddybe førnævnte fejltagelse: Rama’s fader havde tre hustruer; den første var sådan og sådan, den anden var af den og den natur, den tredje havde de og de karaktertræk! Hendes tjenestepiger var af den ubehagelige type... De krige, Dasaratha, faderen, udkæmpede, var karakteriseret ved disse ejendommeligheder... disse specielle forhold... På den måde fører fantasien og forestillingen læserne på vildspor. De føres ind på ligegyldighedens og fantasiens område, idet fantasien og forestillingen får dem til at negligere den værdifulde kerne. Folk erkender ikke, at studiet af Historien om Rama skal berige deres liv og gøre det meningsfuldt og værdifuldt frem for at tilfredsstille begæret efter sølle kendsgerninger og banale forestillinger. Beretningernes gyldighed og værdi ligger gemt dybt i kendsgerningerne og gøder dem som underjordiske vandløb gøder planter. Bær hengivenhedens og troens briller; så vil øjet skænke dig den rene visdom, der befrier dig og skænker dig evig lyksalighed.

1.11. Ligesom mennesker presser saft ud af det fiberholdige sukkerrør og kun drikker den søde saft; ligesom bien suger honning af blomsten, fuldstændig ligeglad med dens symmetri og farve; ligesom møllet flyver hen imod flammens strålende lys, idet den ignorerer varmen og den uundgåelige katastrofe – på samme måde bør den åndeligt søgende længes inderligt efter at tilegne sig evnen til at føle medfølelse. Den medfølelse som Ramayana’en er gennemtrængt af. Den åndeligt søgende bør ikke ænse andre temaer. Når en frugt er spist, smider vi skrællen, frøene og fibrene væk. Det er ifølge naturens orden, at frugten har disse bestanddele! Ikke destro mindre er der ingen, der kunne tænke sig at spise dem, blot fordi man har betalt for dem! Ingen kan sluge frøene og fordøje dem. Ingen kan tygge den ydre skal. Det samme gør sig gældende med denne ’Rama frugt’, der kaldes Ramayana’en. Dæmonernes, uhyrernes og ligesindedes fortællinger danner skallen; disse onde mænds ondsindede handlinger er de hårde, ufordøjelige frø; de sanselige og verdslige beskrivelser og begivenheder er det ikke alt for smagsfulde fiberstads, men de er alle vigtige bestanddele for den nærende saft.

1.12. De, der søger den søde medfølelse i Rama-frugten, bør koncentrere sig mere om den centrale beretning frem for de supplerende detaljer, der forskønner eller nedgør den. Lyt til Ramayana’en i denne sindsstemning; det er den bedste form for åndelig lytning.

1.13. Ved en bestemt lejlighed faldt kejser Parikshith for vismanden Suka’s fødder og bad om oplysning vedrørende et forhold, som havde givet anledning til stor undren hos ham. ”Mester! Der er noget, der i lang tid har været en gåde for mig. Jeg ved, at du kan løse gåden for mig, og at ingen andre kan. Jeg har lyttet til fortællingerne om mine forfædres liv. Fortællingerne har omfattet forfædre, lige fra den første, den mægtige Manu (menneskehedens stamfader), og frem til mine bedstefædre og min fader. Jeg har omhyggeligt studeret disse historier. Jeg har lagt mærke til at i alle disse menneskers historier, bliver det nævnt, at vismænd er knyttet til monarken. At hellige, lærde mænd er medlemmer af hoffet, deltager i møderne i Audienssalen og i regeringernes affærer! Hvad er den sande betydning af denne forbløffende forbindelse mellem lærde og konger? Mellem lærde, der har forsaget alle tilknytninger og ønsker; der har erkendt, at verden er en skygge og en fælde; at Den Ene er den eneste virkelighed, og at konger og herskere spiller underordnede roller. Disse vismænd rådgiver kongerne og herskerne, men først når de bliver spurgt! Jeg ved, at disse ærede personer ikke vil engagere sig i nogen form for aktivitet uden tilstrækkelige og behørige grunde. Deres adfærd vil altid være ren og ubesmittet. Men denne overbevisning gør blot min tvivl og undren endnu større. Oplys mig venligst.”

1.14. Suka lo, da han hørte spørgsmålet. Han svarede: ”Du har uden tvivl stillet et godt spørgsmål. Lyt nu! De store vismænd og de hellige lærde vil altid være ivrige efter at dele den sandhed, de har forstået, den indviede oplevelse, de har fået, og den guddommelige nåde, de er blevet udvalgt til at modtage, med deres medmennesker. Vismændene og de hellige lærde søger at komme tæt på de mennesker, der leder administrationen, altså dem der er eksperter i at herske over befolkningen. Intentionen er at anvende disse ledere som redskaber til at stifte og sikre fred og velstand på Jorden. De indpoder høje idealer i ledernes sind, og de viser hellige veje til at opnå idealerne. Under henvisning til retfærdige love tilskynder de til udøvelse af retskafne handlinger. Monarkerne inviterer dem selv og byder vismændene velkommen. Monarkerne opsøger selv de lærde personer og bønfalder dem om at opholde sig ved deres hof. De ønsker, at de lærde skal lære dem kunsten at regere, og de ønsker at handle i henhold til deres råd. Monarken var folkets herre og beskytter. Derfor tilbragte vismændene deres dage sammen med kongen med det agtværdige formål, gennem ham, at virkeliggøre det, de i deres hjerter higede efter: ’Må alle eksistenser i alle verdener være lykkelige’. Vismændene og de lærde var ivrige efter at se glæde og fred spredt ud over verden. Derfor prøvede de at udruste kongerne med alle de gode egenskaber; fylde dem med alle de moralske regler vedrørende disciplin; forsyne dem med lærdom inden for alle grene, så de ville være i stand til at herske over deres område på en effektiv og klog måde, og med gavnlige konsekvenser for dem selv og deres undersåtter til følge.”

1.15. ”Der fandtes også andre grunde. Lyt! Vismændene vidste, at Den, Der skænker Glæde til menneskeheden; Vejlederen vedrørende menneskelig Moral; Sol-dynastiets Leder; Beboeren i den evige lyksaligheds Himmel, ville lade sig føde i en kongelig slægt. Derfor skaffede vismænd, der havde evnen til at forudse fremtidige hændelser, sig adgang til herskernes Audienssal. Det gjorde de, for at de, når begivenheden indtraf, muligvis kunne komme til at opleve den lyksalighed, det ville være at være i direkte kontakt med Guds inkarnation. De frygtede, at de ikke ville kunne skaffe sig adgang til hoffet, når fødslen først var sket; at de ville gå glip af den lyksalighed, de i givet fald kunne høste. Så de drog fordel af deres fremsynethed og etablerede sig i den kongelige hovedstad, midt i samfundet, idet de længtes efter Herrens komme.”
top

1.16. ”Til denne ærværdige gruppe af vismænd og lærde hørte blandt andet Vasishta, Viswamitra, Garga og Agasthya. De havde ingen ønsker; de var forsagelsens konger; de ville ikke have noget fra nogen. De var altid tilfredse. De mødte op i datidens kongers Audienssale. Ikke for at være polemiske og kloge eksperter; ikke for at afhente de kostbare gaver som sådanne debattører og gæster blev tilbudt; ikke for at pynte sig med de tyngende titler som disse velgørere tildelte de personer, som de yndede mest. De tørstede først og fremmest efter at få synet af Herren, og for at få en mulighed for at opretholde ’rigtig handling’ i menneskelige anliggender. De havde ingen andre mål.”

1.17. ”Datidens konger var også fordybet i guddommelige tanker! De henvendte sig til eneboerne og vismændene i disses ensomt beliggende boliger. Det gjorde de, fordi de håbede, at eneboerne ville angive de midler, der skulle anvendes for at gøre deres undersåtter glade og tilfredse. Ofte inviterede monarkerne vismændene til deres paladser og spurgte dem til råds om veje og måder med hensyn til regeringsførelse. Det var tider, hvor der fandtes vismænd, der ikke havde tilknytning til selvet, og lærde der ikke tørstede efter magt. Sådan var de mænd, der omsorgsfuldt rådgav kongerne. Som en konsekvens af dette var der ingen mangel på mad, klæder eller husly, og områdets befolkning havde et godt helbred. Alle dage var festdage; alle døre var dekorerede med grønne guirlander. Herskeren følte, at hans helligste pligt var at fremme befolkningens velfærd. Undersåtterne følte på deres side, at herskeren var hjertet i staten. De var fuldstændigt overbevidste om, at han var lige så dyrebar som deres egne hjerter. I den grad værdsatte de ham. De ærede ham og hyldede ham i taknemmelighed.”

1.18. På denne klare, ligefremme måde forklarede Suka for den store forsamling, der sad rundt om ham, vismændenes rolle i det kongelige hof.

1.19. Har du bemærket følgende? Ligegyldigt hvad de store vismænd foretager sig, ligegyldigt hvilket selskab de vælger, vil de befinde sig på retskaffenhedens vej, på den guddommelige vej. Deres handlinger vil fremme hele verdens velfærd! Derfor er det vigtigt, når Ramayana’en eller andre guddommelige beretninger bliver hørt eller læst, at opmærksomheden bliver fæstnet på Guds storslåethed og mystik; på den sandhed og enkelthed der er forbundet med denne storslåethed og ikke mindst at praktisere disse kvaliteter i dagligdagen. Man bør ikke tillægge irrelevante forhold nogen betydning. Den altafgørende lektie, der skal læres, er at lære midlerne og metoderne, der er nødvendige for at kunne udføre ens pligt.

1.20. Når Gud kommer til syne i en legemliggørelse med det formål at opretholde ’rigtig handling’, opfører Han sig som et menneske. Hvad Han ønsker, vil ske! Han er nødt til at prædike om det ideelle liv for menneskene og give dem oplevelsen af glæde og fred. Hans gøremål og gerninger (Hans guddommelige lege) forekommer muligvis i nogles øjne at være almindeligheder og banaliteter. Men enhver af disse gerninger vil være et udtryk for skønhed, sandhed, godhed, glæde og ophøjnelse. Med deres charme vil gerningerne fortrylle verden, og de vil rense det hjerte, der kontemplerer på dem. Gerningerne vil få bugt med og besejre al sindets uro, alle sindets bevægelser. De vil fylde bevidstheden med sødme. I avatarers livsforløb kan der ikke forekomme nogen ’almindeligheder’ og ’banaliteter’. Hvad som helst, der måtte blive opfattet som sådant, er i virkeligheden ’overmenneskeligt’, ’overnaturligt’ og fortjener den højeste ærefrygt.

1.21. Historien om Rama er ikke historien om et individ. Det er historien om universet! Rama er personificeringen af det grundliggende universelle i alle væsener. Han er i alt, altid, overalt. Historien omhandler ikke en periode, der er forgangen. Derimod omhandler den nutiden og den endeløse fremtid. Den omhandler den begyndelsesløse evige tid!

1.22. Ingen myre kan bide, uden det er Rama’s vilje! Intet blad kan falde fra grenen uden Rama’s tilskyndelse! Æter, luft, ild, vand og jord, de fem elementer som universet er sammensat af, opfører sig som de gør af frygt for Ham og i overensstemmelse med Hans ordrer! Rama er det princip, der tiltrækker, og gennem denne tiltrækning gør det (Rama) sig populær hos de vidt forskellige elementer i naturen. Den tiltrækning, som noget udøver over for noget andet, er det, som får universet til at eksistere og fungere.

1.23. Det er Rama-princippet, uden hvilket kosmos ville være kaos. Heraf grundsætningen: Hvis der ikke var nogen Rama, ville der ikke være noget panorama (univers).
top

Kapitel 2


Den kongelige slægt

2.1. I det ulasteligt rene Sol-dynasti blev der født en stor hersker. Han var meget mægtig, vidt berømt og i besiddelse af store væbnede styrker. Han var inderligt elsket og æret. Hans navn var Khatvanga. Hans ledelse afstedkom den højeste lyksalighed hos den store befolkning, der var under hans trone. Hans ledelse foranledigede befolkningen til at ære ham, som var han Gud selv. Han fik en yndlingssøn, der fik navnet Dileepa. Denne søn voksede op, mens han strålede af glansen fra viden og gode dyder. Han delte glæden og privilegiet ved at beskytte og vejlede folket med sin fader. Han færdedes blandt sine undersåtter; ivrig efter at få kendskab til deres glæder og sorger; opsat på at finde ud af hvordan han bedst kunne lindre smerte og bekymring; optaget af hvordan det stod til med deres velfærd og fremgang. Faderen så sin søn vokse sig stærk, hæderlig, dydig og klog. Han ledte efter en brud til sin søn, så han, efter brylluppet, kunne placere en del af sceptres byrde på sønnens skuldre. I nær og fjern ledte han efter hende i forskellige kongedømmer, for hun skulle være en værdig ledsager for prinsen. Til sidst faldt valget på en prinsesse fra Magadhan-området. Hendes navn var Sudakshina. Til stor jubel for folket og hoffet blev brylluppet festligholdt med uovertruffen pomp og pragt.

2.2. I rigt mål var Sudakshina udrustet med alle de kvindelige dyder. Hun var from, ligefrem og en oprigtig tilhænger af sin mand. Hun tjente sin herre og elskede ham, som var han hendes åndedræt. Hun gik i sin mands fodspor og afveg aldrig den ’rigtige handlings’ vej.

2.3. Dileepa var også selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’. Som en konsekvens af det lod han hverken ønsker eller skuffelser påvirke sig i mindste grad. Han holdt fast i sin faders idealer og måder at gøre tingene på for så vidt angik administrationen af imperiet. Langsomt og uden nogen forstyrrelser kunne han derfor gradvist påtage sig det fulde ansvar for landets administration. På den måde var han i stand til at give sin fader fred og hvile i dennes alderdom. Khatvanga var fuld af glæde, når han tænkte over sønnens store kvaliteter, og når han iagttog dennes evner, effektivitet og praktisk orienteret visdom. Nogle år gik på denne måde. Så en dag befalede kong Khatvanga hoffets astrologer, at de skulle finde frem til en lykkevarslende dag og et gunstigt klokkeslet for Dileepa’s kroning. På den dag, som astrologerne havde fundet frem til, indsatte han Dileepa som rigets monark.

2.4. Fra den dag af funklede Dileepa som imperiets herre og regent. Imperiet strakte sig fra hav til hav og indeholdt havets syv kontinenter. Hans måde at herske på var så medfølende; så rodfæstet i de påbud der er fastlagt i de hellige skrifter. Det bevirkede, at regnen kom i så rigelige mængder, som der var behov for, og høsten var stor og god. Hele imperiet var grønt og prægtigt, muntert og frodigt. Hele landet genlød af den hellige lyd fra vedaerne, der blev reciteret i alle landsbyer; af de rensende rytmer fra mantraer der blev messet i forbindelse med de vediske ritualer, der blev gennemført over hele landet. Hvert enkelt lokalsamfund levede i harmoni med de omgivende samfund.
top

2.5. Ikke destro mindre var kongen tilsyneladende blevet overmandet af en mystisk bekymring. Hans ansigt mistede sin glød. Nogle få år gik, men det blev ikke bedre. Fortvivlelsen stod tydeligt prentet i panden på ham. En dag afslørede han årsagen til sin tristhed over for sin dronning, Sudakshina. ”Min kære! Vi har ingen børn, og jeg er overvældet af tristhed over det. Det berører mig endnu mere, når jeg erkender, at Ikshvaku-dynastiet (også kaldet Sol-dynastiet) vil ophøre med at eksistere, når jeg ikke er mere. Denne skæbne må være fremkaldt af en synd, jeg har begået. Jeg er ude af stand til at afgøre, hvad jeg skal gøre for at imødegå og modvirke denne onde skæbne. Jeg er ivrig efter, at vores familie-guru, vismanden Vasishta, forklarer mig, hvad jeg skal gøre for at vinde Guds nåde og råde bod for min synd. Min sorg foruroliger mig i højeste grad. Hvad vil du mene, er den bedste måde at vinde Guds nåde på?”

2.6. Sudakshina tog sig ikke engang tid til at tænke over svaret. ”Herre! Jeg har haft den samme frygt og uro, og den har givet mig megen sorg. Jeg har ikke givet udtryk for den over for dig. Jeg undertrykte frygten, for jeg ved, at jeg ikke kan røbe min frygt, uden jeg bliver tilskyndet til det af dig, min Herre. Jeg er altid villig til og ivrig efter stiltiende at støtte og følge, hvad der forekommer dig at være den bedste måde at komme over vores sorg på. Hvorfor skal der være nogen forsinkelse? Lad os skynde os at rådføre os med den ærede Vasishta”, sagde hun. Dileepa beordrede, at den royale herskabsvogn, der skulle anvendes til pilgrimsrejsen til guruens ashram (en hellig mands bolig), skulle køres frem. Han befalede, at der ikke var behov for nogen eskorte den dag; ej heller ønskede han, at nogen hofmænd ledsagede ham. Faktisk styrede han vognen selv og nåede frem til sin gurus spartanske hytte.

2.7. Ved lyden af vognen gik beboerne fra ashrammens udkant hen til Vasishta’s hytte og meddelte deres herre, at imperiets hersker var ved at ankomme. Så snart Vasishta så kongen nærme sig døren, velsignede han ham. Vismanden forespurgte kærligt til kongens helbred og til hans undersåtters og slægts velbefindende.

2.8. Sudakshina knælede for vismandens hustru, den berømte Arundhathi, der var legemliggørelsen af alle de dyder, der pryder de ædleste kvinder. Arundhathi løftede dronningen op og tog hende i sine arme. Kærlig omfavnede hun Sudakshina, idet hun stillede hende en række spørgsmål vedrørende hendes velbefindende. Hun førte dronningen ind til hyttens indre gemakker.

2.9. Som det sømmer sig, forespurgte Dileepa vismanden Vasishta om en række forhold. Blev offerritualerne og ceremonierne, hvor offergaverne bliver fremvist, som det var asketernes pligt at udføre som en del af den kulturelle tradition, udført uden nogen hindringer? Havde ashrammens beboere oplevet vanskeligheder med at skaffe sig føde? Havde de mødt vanskeligheder i forbindelse med deres studier og udøvelse af åndelige discipliner? Blev deres skoleområde i skoven terroriseret af vilde dyr? Kongen udtrykte, at han inderligt ønskede, at han kunne bidrage til, at de måtte gøre fremskridt med deres åndelige øvelser, og at de ikke måtte blive forstyrret på grund af ugunstige leveforhold eller andre omstændigheder.
top

2.10. Da kongen og dronningen begge var kommet ind i hytten og havde sat sig på deres pladser sammen med de forsamlede vismænd og åndeligt søgende, foreslog Vasishta, at de sidstnævnte gik tilbage til deres egne hytter. Herefter spurgte han kongen om årsagen til, at denne var kommet til dette sted udelukkende i selskab med dronningen. Kongen meddelte sin guru, hvori hans sorg bestod, og hvor dyb den var. Kongen bad om det eneste middel, der kunne fjerne sorgen, nemlig Vasishta’s nåde.

2.11. Idet Vasishta lyttede til denne bøn, gik han ind i dyb meditation. Der var fuldkommen stille. Også kongen sad i lotus-stilling på det bare gulv og lod sit sind forene sig med Gud. Dronningen afstemte sit sind med det guddommelige.

2.12. Til sidst åbnede Vasishta sine øjne og sagde: ”Konge! Intet menneske kan forpurre Guds vilje, ligegyldigt hvilke kræfter og autoritet det besidder. Jeg har ingen magt til at underkende det guddommeliges dekret. Gennem mine velsignelser kan jeg ikke manifestere nåde nok til at skænke dig den søn, du ønsker. Du har pådraget dig selv en forbandelse. Ved en bestemt lejlighed, da du på en hjemrejse nærmede dig hovedstaden, hvilede den guddommelige ko, Kamadhenu (guddommelig ko der opfylder alle ønsker), sig i det guddommelige træs, Kalpatharu’s (ønskeopfyldende træ), kølige skygge! Du fik øje på hende, men da du var filtret ind i de verdslige glæder og fornøjelser, ignorerede du hende. Opfyldt af stolthed drog du videre til paladset. Kamadhenu blev bedrøvet over at blive tilsidesat; hun var såret over, at du havde forsømt at ære hende. Eftersom kongen selv havde forsømt sin pligt, fornemmede hun, at dit folk ville begynde at vanære køerne. Hun argumenterede på følgende vis: Der findes herskere, der ikke ærer vedaerne eller tilbeder brahminerne (der lærer og efterlever vedaerne). Der findes herskere, der ignorerer koen (der opretholder menneskets liv). Når sådanne herskere fortsætter med at herske, så vil der ikke være nogen retskaffenhed i landet.”

2.13. ”Den dag kastede Kamadhenu en forbandelse på dig. Forbandelsen gik ud på, at du ikke skulle have nogen søn til at efterfølge dig på tronen. Hun erklærede imidlertid, at når du tager imod din gurus råd og i ydmyghed og ærbødighed begynder at tjene koen og tilbeder hende i taknemmelighed, vil forbandelsen blive ophævet, og du vil blive belønnet med en søn og arving.”

2.14. ”Tilbed derfor koen fra dette øjeblik. Sammen med din hustru skal du gøre det på den måde, som det er fastsat i de hellige skrifter. Så vil du helt sikkert få en søn. Tiden nærmer sig, hvor køerne begynder at vende hjem fra græsgangene. Min perle, mit kæreste eje, den guddommelige ko, Nandini (en eventyrlig ko, der opfyldte alle ønsker), nærmer sig hastigt ashrammen. Gå, tjen hende med hengivenhed og med vedholden tro. Giv hende foder og drikke på de passende tidspunkter. Vask koen og før hende ud på græsgangene. Se efter, at der ikke sker hende noget ondt, mens hun græsser.”
top

2.15. Herefter indviede Vasishta kongen og dronningen i ritualet vedrørende tilbedelse af køer. Så sendte han dem ind i kostalden med helligt vand og offergaver til brug ved tilbedelses-ritualet. Selv gik vismanden ned mod floden for at tage det rituelle bad og bede aftenbønner.

2.16. En dag, mens Nandini lykkeligt græssede i skoven, fik en løve øje på hende og fulgte hende med det formål at få stilnet sin sult. Dileepa så det; han anvendte alle sine evner og kræfter på at forhindre løven i at kaste sig over koen. Han besluttede at tilbyde løven sin egen krop i bytte for koen. Denne løve var, skønt den var et kattedyr og dermed var blodtørstig, en nøje overholder af ’rigtig handling’. Berørt af medfølelse over det offer, som kongen var villig til at yde for at redde koen, som han tilbad, slap løven koen og kongen løs af sine kløers greb og forlod stedet.

2.17. Nandini var fyldt af en ubeskrivelig taknemmelighed og glæde over Dileepa’s selvofrende gestus. Hun sagde: ”Konge! I dette øjeblik er den forbandelse, der hviler over dig, fjernet! Du vil få en søn, der vil undertvinge sig hele verden; der vil støtte den ’rigtige handlings’ principper og udøvelse; der vil blive navnkundig på Jorden og i Himlen; der vil forbedre dynastiets berømmelse, og hvad mere er, han vil føre Ikshvaku-slægten videre. Denne slægt i hvilken Herren Narayana (guden Vishnu) en dag vil lade sig føde! Må denne søn blive født snarest.” Nandini velsignede kongen. Ledsaget af kongen vendte den hellige ko tilbage til Vasishta’s ashram.

2.18. Der var ingen grund til at fortælle Vasishta, hvad der var sket! Han vidste alt. Så snart han så kongens og dronningens ansigter, formodede han, at deres ønske var opfyldt. Derfor velsignede han dem og gav dem tilladelse til at drage tilbage til hovedstaden. Dileepa og dronning Sudakshina kastede sig i støvet for vismanden, og opfyldt af glæde over den drejning begivenhederne havde taget, nåede de paladset.

2.19. Som velsignelsen havde garanteret, voksede barnet i livmoderen. Da graviditetsperioden var forbi, og på et lykkevarslende tidspunkt, blev drengen født. Da den glædelige nyhed spredte sig ud over byen og imperiet, forsamlede tusinde af mennesker sig foran og omkring paladset. Alle var meget glade. Gaderne blev udsmykket med guirlander af flag og grønne palmeblade. Grupper af folk dansede i fryd, idet de ansporede alle til at tage del i begejstringen. De svang kamferflammer for at markere begivenheden. Vældige folkemængder råbte hurra og bevægede sig mod paladsets jordstykker.

2.20. Dileepa beordrede, at fødslen af arvingen til imperiets trone skulle bekendtgøres til den store folkemængde, der var forsamlet på paladsets vidtstrakte område. Første-ministeren skulle bekendtgøre begivenheden, og da han havde gjort det, ramte folkeskarens glade bifaldsråb himlen. Bifaldet gjaldede højt og varede længe. Fra gade til gade gav hurraråbet genlyd flere gange. Det varede mange timer, før forsamlingen spredte sig, og før de alle nåede deres hjem.

2.21. På den tiende dag inviterede kongen sin guru, Vasishta, og fejrede barnets navngivnings-ceremoni. Navnet Raghu blev valgt på baggrund af det stjernetegn, som han var født under. Ved sin pludren og leg var han en kilde til glæde for alle omkring sig. Alle holdt de af ham, og alle opfattede ham som en opvakt og henrivende lille dreng. Han passerede teenageårene og blev sin faders modige, beslutsomme og effektive medhjælper.

2.22. Ingen kunne gætte, hvorfor kongen følte på denne måde, men en aften, mens kongen talte med sin dronning, sagde han: ”Sudakshina! Jeg har opnået mange store sejre! Det er lykkedes mig at afholde mange store rituelle ofringer. Jeg har udkæmpet mange barske og uhyggelige slag mod mægtige, indtrængende fjender, og jeg har besejret dem alle. Selv uhyrer og næppe menneskelige giganter har jeg besejret. Vi er velsignet med en søn, der er en kostelig skat! Vi kan ikke opnå mere.”

2.23. ”Lad os tilbringe den resterende del af vores liv i tilbedelse af Gud. Raghu besidder alle gode dyder. På alle områder er han klar til at påtage sig den byrde, det er at herske over imperiet. Lad os betro landet til ham. Vi vil trække os tilbage til skovens stilhed. Vi vil leve af rødder og frugter. Vi vil tjene de vismænd, der lever deres spartanske liv fyldt med fromme tanker og stræben mod det guddommelige. Lad os helliggøre hvert øjeblik med at lytte til hellige ord, meditere på deres indre betydning og med at praktisere den fastsatte vej. Vi vil ikke anvende et minut til på dovenskab og dvaskhed, der er baseret på sløvhedens og uvidenhedens kvalitet.”

2.24. Da kongen havde sagt det, bad han første-ministeren om at aflægge sig et besøg, så snart det blev daggry. Her gav han ordre til, at der blev gjort forberedelser til prinsens kroning og bryllup. Opfyldt af forsagelsens ånd spurgte han dronningen, hvilke planer hun havde. Hun græd glædens og taknemmelighedens tårer og sagde: ”Hvilken bedre skæbne kan jeg få? Jeg er fast besluttet på at følge din ordre; forsæt med dine planer.” Hendes entusiasme, og det at hun var villig til at acceptere hans planer, styrkede kongen i hans beslutning.
top

2.25. Dileepa sammenkaldte ministrene, de lærde og vismændene og fortale dem om sin hensigt med at fejre sin søns kroning og bryllup. De udtrykte alle helhjertet, at de var enige i beslutningen, og de to arrangementer blev afholdt med stor pomp og pragt. Faderen gav prinsen værdifulde råd vedrørende administrationen og lagde vægt på behovet for at fremme studiet af vedaerne. Ligeledes lagde han vægt på, at prinsen skulle støtte lærde udi vediske overleveringer, samt fastsætte love, der ville fremme befolkningens velfærd. Da det var gjort, drog han, sammen med dronningen, ind i skoven. Han gik med sit hoved bøjet i bestræbelse på at modtage Guds nåde.

2.26. Fra den dag af herskede kong Raghu over imperiet i henhold til de direktiver, de skriftkloge havde udarbejdet. Han havde to mål: At sikre sine undersåtters lykke og at fremme en retskaffen levevis i landet. Det var hans overbevisning, at disse to mål var lige så vigtige for ham, som hans åndedræt. Han skyede ingen midler i jagten på disse idealer og på at fastholde sine ministre på denne vej. Skønt kongen var ung, besad han mange gode dyder. Ligegyldigt hvor vanskeligt et problem han stod over for, fattede han det hurtigt og fandt frem til, hvordan det bedst kunne løses. Han gjorde sine undersåtter lykkelige og tilfredse. Ondsindede konger fik sig en alvorlig lærestreg af ham. Han fik dem over på sin side på forskellig vis. Det kunne være ved hjælp af fredelige fremgangsmåder og klog, diplomatisk taktik, eller ved at sende en mindre hær af sted for at overtale dem, eller ved åbent at kæmpe mod dem og besejre dem på slagmarken.

2.27. Han var engageret i aktiviteter, der sikrede folkets velfærd og fremmede den kultur, der var indeholdt i vedaerne. Alle samfundsklasser, uanset alder, økonomisk status eller færdigheder, priste hans måde at regere på. De sagde, at han viste sig at være sin fader overlegen med hensyn til fysiske færdigheder, mod, retskaffen adfærd og medfølelse. Alle sagde, at han bragte evig berømmelse til det navn, han bar.

2.28. Raghu var specielt opmærksom på at tage sig af eneboerne, der udøvede askese i skovene, og sikre deres velbefindende. Kongen sørgede for, at de ikke blev chikaneret, og personligt førte han tilsyn med de foranstaltninger, der blev gjort for at sikre dem beskyttelse og give dem opmuntring og støtte. I rigt mål modtog han derfor deres velsignelser og nåde.
top

2.29. En dag ankom en ung eneboer til hoffet. Han hed Kautsu og havde studeret som vismanden Varathanthu’s elev. Han havde netop afsluttet sine studier. Han bønfaldt kongen om økonomisk hjælp. Pengene skulle sikre gennemførelsen af den ’taknemmeligheds ofring’, som det var hans pligt at højtideligholde for sin guru. Raghu gav ham de penge, han ønskede. Kautsu var lykkelig over, at den gave han modtog af kongen, var ren. Pengene var indsamlet fra folk, uden at det havde forårsaget nogen smerte eller nagende følelser. Befolkningen havde med glæde og i taknemmelighed betalt pengene, for Raghu inddrev end ikke en øre mere, end det var absolut nødvendigt. Årsagen var, at Raghu altid var bange for at påkalde sig Guds vrede. Pengene var også blevet givet til ham med stor kærlighed og hensynsfuldhed. Derfor var Kautsu overvældet af glæde og taknemmelighed. Han var lykkelig, og til kongen sagde han kærligt: ”Du vil snart blive velsignet med en søn, der vil opnå verdensberømmelse.” Med disse ord forlod han herskeren.

2.30. Som det var blevet forudsagt, blev Raghu ni måneder senere velsignet med en søn; en søn der var blændende som en diamant! Ritualerne i forbindelse med navngivningen blev gennemført af paladsets brahminer. Barnet fik navnet Aja. Han var en særdeles henrivende baby. Han voksede op og blev en livlig dreng, der var ivrig efter at lære alle kunstarter og videnskaber. Drengen blev ekspert i dem alle. Hans ry som en stor lærd og en meget kultiveret dreng spredte sig ud over det ganske land.

2.31. Som tiden gik, følte Raghu den samme tilskyndelse, som hans fader havde haft, til at placere sceptrets byrde på prinsens skuldre. Også Raghu ønskede at trække sig tilbage til skoven for at kontemplere på Gud. Også han opfordrede ministrene til at arrangere ledelsesskiftet. Det skulle ske ved afholdelse af kronings-ritualet og ved at højtideligholde dette ritual samtidigt med Aja’s giftemål med en passende brud. Indumathi, der var søster til Magadha’s (rige i Bihar-delstaten, gennem hvilket Sone-floden løber) hersker, Bhojaraja, blev den kvinde, der blev udvalgt til at være Aja’s brud og livsledsager. Efter at Aja var blevet indsat på tronen, rejste de kongelige forældre til deres eneboerhytte i skoven.

2.32. Gennem sin visdom, forståelse og medfølelse vandt Aja, sammen med dronningen, der var hans hengivne partner, sine undersåtters loyalitet. Med hensyn til administrationen af imperiet, fulgte de samvittighedsfuldt de råd vedrørende veje og midler, som Raghu havde givet dem. Aja elskede og ærede verden og dens beboere som en refleksion af og billede på Indumathi, som han elskede af hele sit hjerte. Kongen var fuld af lykke og opstemthed. Aja og hans dronning plejede at tilbringe dage og uger på smukke retrætesteder i skovene, idet de beundrede naturens herlighed og storslåethed.

2.33. I mellemtiden fødte dronningen en søn. Forældrene var overlykkelige over denne glædelige begivenhed. De fik bragt nyheden til deres ærværdige guru, Vasishta. De ønskede, at der skulle afholdes rituelle ceremonier for deres nyfødte barn. Barnet fik navnet Dasaratha.
top

2.34. Dasaratha var sandelig alles yndling. Alle, der så ham og fik det privilegium at kæle ham, syntes dette. Barnet vinkede og sparkede ud med alle lemmer, som var han legemliggørelsen af livskraft og glæde. Det forekom, som om barnet levede af lyksalighed, og at det udelukkende levede for at skænke lyksalighed til alle.

2.35. En dag begav Aja og Indumathi sig ind i skoven, som de havde for vane, for at slappe af i naturens skød. Stilheden og ophøjetheden den dag var om muligt endnu mere indbydende end på andre dage. De sad i skyggen af et træ og konverserede hengivent med hinanden, da en kraftig brise rejste sig. Den bragte en duft, der var ubeskrivelig sød og liflig. Samtidig hørte parret de fængslende toner fra guddommelig musik! De rejste sig for at lede efter årsagen til disse mystiske gaver. Højt over deres hoveder, mellem himlens skyer, så de Narada, Brahma’s ’mentale søn’ (Brahma er Skaberen i den hinduistiske Treenighed – Brahma, Vishnu og Siva). Narada bevægede sig hastigt af sted; hvorhen kunne de ikke se. Mens de stod og iagttog ham, løsnede en blomst sig fra den blomsterkrans, Narada bar rundt om den hårknold, han havde på hovedet. Vinden førte blomsten gennem luften, og den landede på hovedet af Indumathi. Aja var forbløffet over denne hændelse; men han blev chokeret over at opdage, at dronningen øjeblikkeligt faldt til jorden. Hun mistede bevidstheden og lukkede for evigt sine øjne!

2.36. Da den kvinde, som han elskede lige så inderligt som sit eget åndedræt, døde, forårsagede det en fortvivlet sorg hos kongen. Hans klageråb rystede hele skoven. Jorden skælvede i sympati. Træerne stod stille, rodfæstet i undren over den sorg der fyldte og overstrømmede det kongelige hjerte.

2.37. Da kongen lå ind over sin elskede og græd, hørte Narada hans jamren og klageråb; hans hulken og stønnen. Han steg ned for at trøste ham. ”Konge!”, sagde han. ”Sorg er til liden nytte, når døden slår ned. Kroppen bliver udsat for fødsel og død. Det, der forårsager fødsel, forårsager også død. At prøve at forstå hvorfor det sker, er et vanvittigt forehavende. Guds handlinger er hinsides kæden af årsager og virkninger. Det almindelige intellekt kan ikke udrede disse handlinger. Det kan højest gisne om årsagen, så langt som dets evner rækker. Hvordan skulle intellektet kunne forstå noget, der ligger uden for dets domæne?”

2.38. ”Døden er uundgåelig for alle legemliggjorte væsener. Eftersom Indumathi’s død imidlertid er omgæret af mystik, er jeg nødt til at fortælle dig om årsagen til hendes død”, sagde Narada. Han trak Aja tæt ind til sig og sagde: ”Lyt! I fordums tider var vismanden Thrnabindu engageret i ekstrem askese, og guden Indra (de himmelske guders Herre) besluttede sig for at teste vismandens tilknytninger og dybden af hans sindsligevægt. Han udsendte en guddommelig forførerske ved navn Harini med det formål at gøre vismanden tiltrukket af den sensuelle verden. Men Thrnabindu var immun over for hendes kneb og forblev upåvirket. Han åbnede sine øjne og sagde: ”Du forekommer ikke at være en almindelig kvinde! Du er måske en guddommelig ungmø? Nå, det er også lige meget. Hvem du end er, så skal du lide straffen for din beslutning om at gennemføre en modbydelig og skændig plan! Din straf skal være, at du skal nedstige fra Himlen og blive født som menneske. Lær hvad det vil sige at være et menneske af kød og blod.” Idet vismanden således kastede denne forbandelse på hende, lukkede han sine øjne og gik igen i dyb meditation.”
top

2.39. ”Harini rystede af skræk og fældede angerens overstrømmende tårer. Hun bad om undskyldning, og om at hendes eksil fra Himlen måtte blive annulleret. Ynkeligt bad hun indtrængende om, at forbandelsen måtte blive ophævet. Det berørte vismanden en smule, så han sagde: ”Oh du svage! Det er ikke muligt for mig at trække mine ord tilbage. Men jeg skal fortælle dig om den specielle, kommende lejlighed, hvor du vil blive løst fra forbandelsen. Lyt! I det øjeblik en blomst fra himlen falder ned på dit hoved, vil din menneskelige legemliggørelse falde bort, og du kan vende tilbage til Himlen.” Indumathi var denne guddommelige ungmø, og hun er i dag befriet. Da en blomst, som jeg bar, faldt ned på hende, blev hun fri for forbandelsen. Hvorfor sørge over det? Det er til ingen nytte.” Narada talte derefter om en monarks pligter og ansvar, og om det eksempel en monark var nødt til at være for alle. Han talte om livets flygtige natur og om dødens mystiske natur, nemlig at være den endegyldige skæbne for alle væsener der er født. Efter dette begav Narada sig at sted på sin færd hen over himlen.

2.40. Ude af stand til at frelse sin elskede gennemførte Aja ligbrændingen og drog derefter ind til hovedstaden. Han var tynget af sorg. Udelukkende prins Dasaratha kunne give ham lidt trøst og lidt mod på livet igen. Kongen tilbragte sine dage i en vranten trøstesløshed. Da Dasaratha nu var en fuldvoksen ung mand, overdrog Aja kongeriget til ham og satte sig ved Sarayu-flodens bred. Kongen var fast besluttet på at opfylde det højtidelige løfte, der går ud på, at man ikke vil indtage nogen føde. Idet han nægtede sig selv næring, så han kunne fortsætte med at leve, forårsagede han selv, at hans liv ebbede ud.

2.41. Så snart Dasaratha hørte nyheden, skyndte han sig ud til bredden af Sarayu-floden. Her begræd han tabet af sin elskede fader. Uden tøven foranstaltede han, at ligbrændingen blev foretaget. Han følte en vis lettelse over, at det var som følge af et rituelt løfte, at hans fader havde opgivet livet. Det gav ham lidt kræfter, og han genoptog sine pligter som hersker. Han udførte disse pligter med fuldt herredømme over sine forskelligartede evner.

2.42. Som den opgående Sols stråler oplyste Dasaratha’s berømmelse i løbet af kort tid alle fire verdenshjørner. Han besad ti vognstyreres frygtløshed og evner. Derfor blev navnet Dasaratha (De ti stridsvognes Helt) anset for at være særdeles passende. Når hans mægtige stridsvogn kom stormende fremad, var der ingen, der kunne modstå det! Dødeligt bange for hans overlegenhed og tapperhed hyldede alle de samtidige herskere hans trone. Verden priste ham som en helt uden sidestykke; et eksempel på gode dyder; en statsmand af højeste format.
top


 

<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk

næste side>>
 

top