<<< Tilbage                                            www.saibabaofindia.dk   

Forført af DR

Kirsten Pruzan Mikkelsen, journalist


 

Sai Baba er et uforståeligt fænomen. Han lever asketisk og arbejder uselvisk for andre 365 dage om året. Trods et ugelangt ophold uden for ashramen, ulejligede freelancejournalist Øjvind Kyrø sig ikke en eneste gang ind for selv at opleve Sai Baba - emnet for hans „dokumentar“ (30.1.02). Selv er jeg netop kommet hjem fra Sydindien og har på stedet talt med mennesker med mangeårigt, nært kendskab til Sai Baba om indholdet af tv-programmet, som med sin skjulte dagsorden var et skoleeksempel på manipulerende tv.

Man må forbløffes over, at to amerikanere får lov til at optræde anonymt i en ny slags folkedomstol, hvor tv fungerer som anklager, men uden nogen forsvarer, der kan stille krav om bevis. Fra lægehold har jeg fået kendskab til sygelige projektioner hos to af de tre såkaldte „vidner“, som påstår, at den nu 76-årige Sai Baba har forulempet dem seksuelt. Jeg har også talt med en mangeårig ven til det svenske „tv-vidne“; han afviser svenskerens påstande som det pure opspind.

Jeg har talt med lærere og elever fra børneskoler, gymnasiet og universitetet, som ligger i tilknytning til ashramet. Alle afviser kategorisk beskyldningerne mod Sai Baba som ondskabsfulde og løgnagtige. I modsætning til Kyrø har jeg været gæst i Sai Babas interviewrum og kan bevidne, at intet kan foregå i det lille rum, hvor man taler privat, uden at alle i forrummet vil være klar over, at noget sker. Seksuelle overfald ville simpelthen ikke kunne finde sted.

Ifølge tv-programmet er der i Indien indgivet 20 anmeldelser til det indiske forbundspoliti mod Sai Baba for seksuelt misbrug. Det har vist sig, at alle 20 „anmeldelser“ er fremsendt af en ung inder fra Chicago og alle som én afvist ved retten i maj 2001. Sai Baba har heller ikke, som kirkeministeren først fik undersøgt efter udsendelsen, dom for noget som helst.

Efter at have set sammenklippede film påstod en dansk tryllekunstner, at Sai Babas materialiseringer er fup. I modsætning til Kyrø og tryllekunstneren har jeg på allernærmeste hånd oplevet Sai Baba materialisere både ‘hellig aske’ og forskelligartede genstande, ligesom jeg har førstehånds kendskab til mirakuløse helbredelser. Sai Baba er kritisk studeret gennem mange år af professor i psykologi ved Reykjaviks Universitet, Erlendur Harald­son. Bogen med hans videnskabelige undersøgelser, „Miracles are my visiting card,“ er udkommet på mange sprog. Professor Haraldson sagde i et interview i Berlingske Tidende den 15.11.97: „En prisbelønnet tryllekunstner, som kom til Puttaparthi, måtte hurtigt indrømme, at det, der dér foregik, ikke havde noget som helst med tryllekunst at gøre.“

Sai Baba anses for at være de seneste århundreders største åndelige lærer. Det er ikke tilfældigt, at han har mindst 30 millioner tilhængere i mere end 180 lande. Han har skabt snesevis af skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor al undervisning - som noget uhørt i Indien - er gratis. Kyrø ironiserede over Sai Babas „privathospi­ta­ler“ og undlod behændigt at nævne, at fattige behandles gratis på disse Asiens to mest moderne hospitaler. Sai Baba har også iværksat projekter, som forsyner næsten to millioner mennesker i fattige landdistrikter med rent drikkevand.

Pengene til disse projekter doneres til State Bank of India og administreres af en uafhængig, almennyttig fond. Tilhængere har stillet to biler til Sai Babas rådighed. Selv ejer han intet.

DR måtte inden udsendelsen fjerne en række interviews med danske rejsedeltagere og sløre mange ansigter, fordi man måtte indrømme, at Kyrø havde interviewet dem under falske forudsætninger. Hvordan DR har kunnet lægge navn til et så vildledende program - og kolleger i stort set alle medier fuldstændig kritikløst viderebringe de uhyrlige beskyldninger, er mig en gåde. Hvem sagde forført?


 

Af Kirsten Pruzan Mikkelsen, journalist

All Copyrights© are acknowledged.
 

 

 

                                                                         To